Airbus klar til at samle A350’eren

Airbus er nu klar til den endelige samling af det første Airbus A350-fly, der er den europæiske flyproducents modsvar til Boeings 787 Dreamliner.

Efter flere års forsinkelser er Boeing endelig begyndt at levere deres nye Boeing 787 Dreamliner til utålmodige flyselskaber. Japanske ANA fik de første fly sidste år og i sidste uge modtog kunde nummer to, Japan Airlines, sin første 787’er.

I mellemtiden knokler ingeniørerne hos Boeings ærkerival, Airbus, med at få samlet det første eksemplar af Airbus A350’eren, som skal være det europæiske modsvar til Dreamlineren.

Flyet skal samles på et helt nyt samlebånd på Airbus’ fabrik i Toulouse i Sydfrankrig, men skrogsektionerne og vingerne produceres vidt forskellige steder i Europa, hvorefter de flyves, sejles eller køres til Toulouse. I sidste uge ankom den 19,7 meter lange midterste del af skroget til Toulouse, hvor man nu går i gang med at sætte den sammen med den forreste 21 meter lange del af skroget. I de kommende uger vil den bagerste del af skroget ankomme fra Hamborg i Tyskland, inden vingerne fra Broughton i England til sidst ankommer til Toulouse.

Ikke til at flyve
Den første Airbus A350 vil blive brugt til de statiske strukturelle tests, som alle nye fly gennemgår som en del af certificeringsprocessen og kommer derfor ikke til at flyve. Det første flyvende eksemplar af Airbus A350’eren samles i løbet af sommeren.

Airbus A350 er Airbus’ helt nye familie af langdistancefly i mellemstørrelsen. Ved hjælp af det nyeste inden for aerodynamik, design og avancerede teknologier er det planen, at flyet skal kunne levere op til 25 procent bedre brændstoføkonomi og driftsomkostninger i forhold til den nuværende fly i samme størrelse. Over 70 procent af A350’erens skrog er fremstillet af avancerede materialer, der kombinerer kompositmaterialer titan og avancerede aluminiumlegeringer.

Den nye familie af fly består af tre varianter. I en typisk treklasses konfiguration vil A350-800 få plads til 270 passagerer, mens der i A350-900 og A350-1000 vil være plads til henholdsvis 314 og 350 passagerer.

A350-familien er bestilt i i alt 561 eksemplarer, mens Boeing 787 er solgt i mere end 850 eksemplarer. Finnair, Thai Airways, Singapore Airlines, Emirates, United og US Airways er blandt køberne af Airbus A350.