Airbus nummer to på vej til Færøerne

Atlantic Airways er på udkig efter sit andet Airbus A319-fly, som skal bruges til både charter og ruteflyvning. En ny Milano-rute åbner til juni.

Færøske Atlantic Airways fik i marts i år leveret sin første Airbus A319. Og nu har selskabet fået appetit på et mere af det franske fly, der har større kapacitet og længere rækkevidde end Atlantic Airways’ flåde af RJ-fly.

”Vi forventer i første omgang at lease en Airbus 319, der er tilgængelig på markedet. Vi er for tiden i dialog med flere selskaber, der har fly til rådighed. Vi forventer at modificere den, så vi får samme sædeantal og samme evner til at bruge det særlige navigationsudstyr, som det nuværende fly har,” forklarer Magni Arge, direktør for Atlantic Airways.

Det nye fly skal både bruges på selskabets rutenet og til charterflyvninger for andre selskaber. Atlantic Airways har blandt andet indgået en aftale med Atlantis Rejser om at flyve turister fra Billund til Egypten næste år.

Til Milano
Det første A319-fly gjorde det muligt for færingerne i år at åbne en rute direkte fra Vágar til Barcelona. Og fly nummer to skal blandt andet bruges til at flyve fra de 18 stormomsuste øer og direkte til Milano en gang om ugen fra 22. juni og frem til slutningen af august.

Når det nye Airbus-fly kommer ind i flåden vil Atlantic Airways samtidig udfase et af sine firmotorers RJ-fly. Atlantic Airways har i øjeblikket en Airbus 319, tre British Aerospace RJ-fly og tre helikoptere i flyflåden.