Airbus overrasker med højere indtjening

Den store europæiske flyproducent Airbus kom godt ud af 2017 med et driftsoverskud, der lå over det forventede, mens omsætningen var på niveau med analytikernes estimater.

Airbus ordinære driftsoverskud, EBIT, endte på 4,3 milliarder euro mod de fire milliarder, der var forventet af analytikerne, viser estimater der er indhentet af Bloomberg News. Hertil kommer, at Airbus forventer en stigning på 20 procent i 2018 i det ordinære driftsoverskud, EBIT.

Airbus har præsenterede torsdag morgen sit regnskab for hele 2017. Her fremgår det, at flyproducenten har overrasket positivt. Ifølge Airbus har selskabet overrasket på alle mål sidste år. Det var specielt et godt fjerde kvartal, der var nøglen til at nå over målene, skriver selskabet ifølge business.dk i en pressemeddelelse.

Forøget udbytte
Flyproducenten endte 2017 med en omsætning på 67 milliarder euro, hvilket er meget tæt på, hvad der var forventet af analytikerne, som regnede med 67,1 milliarder euro. Det er på niveau med, hvad Airbus omsatte for i 2016, hvor omsætningen var 66,6 milliarder euro.

Airbus foreslår at betale udbytte på 1,5 euro pr aktie. Det er en stigning på 11 procent i forhold til året før.

Flyproducenten venter at levere omkring 800 kommercielle fly i 2018. Det årlige ordreindtag steg desuden til 158 milliarder euro sidste år mod 134 milliarder euro i 2016.

Airbus kommercielle flyproduktion steg for 15. år i træk i 2017 og satte ny rekord med 718 leverede fly til 85 kunder. Det var godt fire procent flere end året før.

1.109 nettoordrer
Sammensætningen af de leverede fly lød på fly af A320-familien, hvoraf 181 var A320neo – 67 A330; 78 A350 XWB (en vækst på næsten 60 procent fra 2016) og 15 A380. Samtidig modtog flyproducenten nettoordrer på 1.109 fly fra 44 kunder.  Ved årets udgang rummede Airbus ordrebog 7.265 fly til en samlet værdi på 1059 milliarder dollars i listepriser.

Selskabets fire A320-fabrikker i Hamborg, Tianjin, Mobile og Toulouse vil producere 60 fly om måneden i midten af 2019, mens produktionen af A350 XWB vil være 10 om måneden i slutningen af 2018.

 

Relaterede artikler:

Airbus klar til at teste sin nye A330-800

Airbus øger sin flyproduktion i Kina

Airbus køber sig ind i Bombardiers C-serie