Aktiekursen sætter dagsordenen for Cimber Sterling

Aktionærerne i Cimber Sterling Group skal på dagens ekstraordinære generalforsamling stemme om udstedelsen af nye aktier til sikring af en 300 millioner kroner stor kreditfacilitet. Selskabet har netop sat ny passagerrekord i maj 2011.

Når aktionærerne kl. 16.30 i dag stimler sammen til den ekstraordinære generalforsamling i Cimber Sterling Group A/S på Scandic Sønderborg vil en del af samtalen formentlig handle om de seneste trafiktal.

Tirsdag præsenterede Cimber Sterling således de bedste trafiktal nogensinde i selskabets historie. Til trods for en periode med næsten daglige rygter og spekulationer om selskabets fremtid, lykkedes det at sætte ny passagerrekord med 207.535 passagerer i maj 2011.

Den seneste rekord var fra september 2010 med 202.335 passagerer. Antallet af passagerer steg med 13% i maj 2011 sammenlignet med maj 2010, og der var vækst for bådeindenrigsruterne, de regional ruterog fritidsruterne. Belægningsprocenten steg samtidig 2 procentpoint.

Men trafiktallene vil formentlig være hurtigt forbigået. Det primære emne er nemlig den ekstraordinære generalforsamlings dagsorden.

Under første punkt foreslår bestyrelsen valg af Kåre Bo Stolt som nyt bestyrelsesmedlem. Den del af dagsordenen er en formsag.

Kreditfacilitet afhængig af aktiekursen

Der, hvor det afgørende slag skal slås, er punkt 2, nemlig “Bemyndigelse til kapitalforhøjelse“.

Her ønsker bestyrelsen ret til at udstede op til 136.500.000 nye aktier à nominelt 1 kr. ved kontant indbetaling til markedskurs og uden fortegningsret for de hidtidige aktionærer i selskabet.

Udstedelsen af disse nye aktier skal dække træk på den såkaldte GEM facilitet, der en en likviditetsaftale, som selskabet har indgået med denamerikanske kapitalfond for at sikre selskabets økonomiske handlefrihed.

De nye aktier kan udstedes i tiden indtil 31. august 2015 ad én eller flere gange.

Hele konstruktionen omkringGEM-faciliteten er altså er afhængig af aktiekursens udvikling. Selve aftalen med kapitalfonden er på 300 millioner kroner, som Cimber Sterling løbende kan trække på. Men for at få den fulde udnyttelse af de 300 millioner kroner kræver det, at aktierne holder sig over en mindstekurs.

Minimumskurs på ca. 2,20 per aktie

Skal de 136.500.000 nye aktier sikre 300 millioner kroner må kursen ikke være lavere end ca. 2,20 per aktie. Da uroen var størst omkring Cimber dykkede selskabets aktiekurs ellers ned til et lavpunkt af 1,45 den 26. maj i år.

Havde man skullet afregne GEM-faciliteten ud fra den kurs, ville Cimber Sterling alene kunne få 197.925.000 kroner.

Dermed ville selskabet mangle over 100 millioner kroner i forhold til den forventede aftale.

Tirsdag lukkede Cimber Sterling-aktien i kurs 2,24 og dermed lige akkurat over det mindsteniveau, der skal til for at sikre det fulde beløb.

Udnyttes trækningsretten fuldtud -hvilket selskabets ledelse ikke har oplyst om man agter, eller om man har brug for – vil der efterfølgende være 182 millioner aktier, hvoraf kapitalfonden vil eje 75 % og dermed være ubetinget største aktionær. Dermed vil såvel den eksisterende ejerfamilie som Karsten Ree være udvandet som aktionærer.

Den store ubekendte i spillet om Cimber Sterling er udfaldet af de drøftelser, som ledelsen fører med forskellige interesserede investorer. Kommer der en aftale i stand med en ekstern finansiel eller industriel investor kan hele GEM kreditfaciliteten og dermed bemyndigelsen til aktie-udstedelsen vise sig at være unødvendig.

Uanset hvad, vil der være nok at tale om på den ekstraordinære generalforsamling.