Apollo i front med applikationer til iPhone

Rejsearrangøren Apollo introducerede i marts en ‘Last Minute’ applikation til iPhones. Denne blev en stor succes, og nu introducerer Apollo således rejsebranchens første hotel-applikation. Her kan mobilbrugere se det samlede hoteludbud med billeder og beskrivelser.

Antallet af mobilbrugere med adgang til iPhone-telefoner er hastigt voksende. Det får rejsebranchens selskaber til at satse hårdt på at udvikle applikationer til den populære telefon.

Allerede i marts måned var rejsearrangøren Apollo på banen med en ‘Last Minute’ applikation, der gav mulighed for at få et overblik over selskabets restpladser og aktuelle tilbud ved få tryk på telefonen.

Nu er turen kommet til hotellerne. Ikke færre end 1.600 hoteller er blevet tilgængelig i en ny iPhone-applikation fra Apollo. Her er det muligt at se billeder og beskrivelser af samtlige hoteller, som Apollo udbyder.

Der er adgang til kort fra området, fakta om værelsestyper, afstand til strand og by – og meget mere. Der kan søges på det aktuelle rejsemål, eller man kan lade tilfældighederne råde og lade et vilkårligt hotel komme op. Det gøres ved blot at ryste telefonen, når applikationen er aktiveret.

“Vi kan se, at flere og flere besøger vores website via deres mobiltelefon. En skræddersyet mobilapplikation giver herudover en meget bedre brugeroplevelse. Vi har valgt hotelapplikationen, fordi hotellet bliver en stadig vigtigere del af danskernes rejseoplevelse, og denne applikation kan inspirere og informere på samme tid,“ fortæller Rikke Koks Andreassen, der er PR-chef hos Apollo.

Foto: Med en ny iPhone-applikation fra Apollo kan mobilbrugere få adgang til informationer om rejsearrangørens samtlige 1.600 hoteller.