Arbejdsretten skal afgøre Cimber-overflytning

Et år efter overflytning af CRJ-fly og ansatte fra SAS til Cimber slås SAS og selskabets stewardesser om sagen i Arbejdsretten. En sejr til SAS kan få voldsomme konsekvenser, mener stewardesserne.

Den 1. marts sidste år overflyttede SAS 12 CRJ-900 fly og 147 stewardesser fra SAS til Cimber A/S, som SAS havde købt nogle måneder forinden. Argumentationen fra SAS for den manøvre var, at skabe en billigere produktionsplatform for de feederflyvninger og flyvninger på tyndere ruter, som de 88-sæders CRJ-fly blev brugt på. Norwegian, easyJet og andre af SAS’ konkurrenter har ikke så små fly, og derfor giver de SAS en unik mulighed for at betjene ruter, som de andre ikke kan betjene rentabelt.

Hos medarbejderforeningen Cabin Attendants Union, der har 1.200 ud af SAS’ omkring 1.400 danske stewardesser og stewarder som medlemmer, er man dog overbevist om, at SAS havde en anden bagtanke med overflytningen.

”Det virker som om hovedformålet har været, at komme ud af overenskomstforholdet med os,” siger Christa Ceré, formand for CAU, til CHECK-IN.dk.

Langt dårligere overenskomst
I sidste uge behandlede Arbejdsretten den såkaldte omgåelsessag. Her vidnede blandt andre nuværende DSB-direktør Flemming Jensen, der var koncerndriftsdirektør i SAS da overflytningen blev besluttet og gennemført.

Ifølge CAU så ville SAS flytte SAS-medarbejderne over på den overenskomst, som Cimber A/S i forvejen havde med Flyvebranchens Personale Union. En overenskomst, som ifølge Christa Ceré, er langt dårligere end CAU’s overenskomst med SAS.

Voldsomme konsekvenser
CAU’s bekymring viste sig dog sidste år at være ubegrundet. I det konkrete tilfælde fik det SAS-personale, der blev overflyttet til Cimber A/S, nemlig lov til at beholde deres CAU-overenskomster og de arbejdsvilkår, som er forbundet med overenskomsten.

CAU-formanden mener dog, at sagen er yderst principiel, og at det kan få alvorlige følger, hvis SAS vinder sagen.

”Det kan få voldsomme konsekvenser for det danske arbejdsmarked, hvis man fremover kan købe et lille selskab over natten og så virksomhedsoverdrage medarbejdere fra ens egen virksomhed over på dårligere vilkår i det lille selskab,” forklarer Christa Ceré.

Tilbage i SAS
Hos SAS er man meget fåmælt omkring sagen.

”Vi afventer nu rettens afgørelse, som forventes at forelægge om 4-6 uger. Indtil da har vi ikke yderligere kommentarer,” fortæller Anna Vibeke Nielsen, kommunikationskonsulent i SAS.

I dag er samtlige SAS-stewardesser tilbage i SAS og arbejder på større flytyper, da Cimber A/S selv har fået ansat det fornødne nye kabinepersonale. Det kniber dog fortsat med at skaffe nok piloter, hvorfor SAS har måtte masseaflyse en række flyvninger.

Betragte sig selv som afskediget
I forbindelse med overflytningen sidste år, gennemførte SAS’ danske kabinepersonale en fire dage lang overenskomststridig arbejdsnedlæggelse i slutningen af februar og starten af marts. Den fik først en afslutning, da Flemming Jensen og SAS-ledelsen bad medarbejderne tilkendegive, om de fortsat ønskede at være ansat i selskabet. Sagde de ikke ja inden en bestemt tidsfrist, så kunne de betragte sig selv som afskedigede.