(Foto: P. Pigeyre)

Arlanda vil også være A380-lufthavn

Mens Københavns Lufthavn overvejer at udvide en landingsbane til at kunne tage Airbus A380-fly, så gør man noget ved det i Stockholm Arlanda.

De sidste fem år er antallet af passagerer, der rejser til og fra Stockholm Arlanda-lufthavnen, steget med 30 procent. Det har givet den statsejede svenske lufthavn blod på tanden. Så megen blod, at man nu går i gang med at gøre lufthavnen i stand til at kunne modtage og håndtere dobbeltdækkerflyet Airbus A380 på regelmæssig basis.

”Behovet for udvidelse og tilpasning til stadig større fly er mærkbart. Den store stigning i antallet af udenrigsrejsende – især interkontinentale rejsende – gør, at vi fortsat skal udvikle lufthavnen. Og selvfølgelig benytter vi muligheden for at gøre lufthavnen klar til at modtage verdens største passagerfly, A380, som en del af vores omfattende udviklingsprogram. Det er i overensstemmelse med vores vækstplaner,” siger Kjell-Åke Westin, direktør for Stockholm-Arlanda.

Arlanda er allerede godkendt som en alternativ lufthavn for fly som Airbus 380, og lige nu arbejdes der på, at lufthavnen også skal blive godkendt til regelmæssige flyvninger med flytypen. Den kommende sommer vil kanterne af en af lufthavnens landingsbanerne blive forstærket. Det er nødvendigt for at det store flys to yderste motorer ikke hænger ud over banekanten og suger skidt ind fra græsset langs banen.

Ny asfalt på
Dermed går Arlanda noget hurtigere frem med de store infrastrukturinvesteringer end ærkerivalen i Københavns Lufthan gør det. Her skal den ene af lufthavnens landingsbaner til sommer have lagt ny asfalt på. I den forbindelse overvejer lufthavnen også at udvide bredden på den 3.300 meter lange bane fra de nuværende 45 meter til mellem 53 og 59 meter.

Men modsat Arlanda, så har man i Københavns Lufthavn endnu ikke taget den endelige beslutning om at gøre det. Lufthavnen vil først nærlæse de tilbud på at løse opgaven, som lufthavnen har modtaget fra en række interesserede entreprenørfirmaer.

”Vi vil se tilbuddene før vi tager den endelige beslutning,” sagde Københavns Lufthavns pressechef, Søren Hedegaard Nielsen, i december sidste år til CHECK-IN.dk. Han forventede på det tidspunkt først en beslutning omkring 1. april i år.

Banerenovering og baneudvidelse i Københavns Lufthavn forventes samlet set at koste 300 millioner kroner.

Lufthavnen er netop nu ved at udbygge lufthavnsterminalens finger C, hvor langdistanceflyene normalt holder parkeret. Her vil en enkel gate fremover kunne håndtere et Airbus A380-fly. I Stockholm Arlanda har man planer om at installere længere jetbroer til at kunne håndtere det store fly.

Stockholm Arlanda er sammen med en række andre store svenske lufthavne ejet af det statslige selskab Swedavia.

Thai Airways er et af de flyselskaber, som flyver til København og Stockholm og som har Airbus A380-fly i sin flåde.