Indgangen til Terminal 3 i Københavns Lufthavn. (Arkivfoto: CPH)

ATP køber flere lufthavnsaktier

Københavns Lufthavnes storaktionærer ATP og den canadiske pensionskasse OTTP har købt aktier i lufthavnen for 750 millioner kroner

ATP og den canadiske pensionskasse OTTP har via deres fælles selskab, Copenhagen Airports Danmark, øget deres ejerandel i Københavns Lufthavne med 1,69 procent i forbindelse med det købstilbud, som de gav de resterende aktionærer før årsskiftet, skriver Københavns Lufthavne i en meddelelse til fondsbørsen.

Herefter ejer ATP og OTTP samlet 59,35 procent af lufthavnen i Copenhagen Airports Danmark, efter at have købt 132.716 aktier til en samlet pris på 756,7 millioner kroner, skriver business.dk.

ATP købte i september 2017 en stor aktiepost i lufthavnen af australske Macquarie, og i december lagde pensionsgiganten sammen med OTTP et bud på 5.702 kroner på de resterende aktier, som Københavns Lufthavns bestyrelse anbefalede aktionærerne at takke ja til.

Det betyder, at kun omkring 1,5 procent af aktiekapitalen i Københavns Lufthavne i fremtiden er i fri handel på børsen, da den danske stat ejer 39,2 procent af aktierne og fastholder, at den ikke er interesseret i at sælge sin aktiepost.

Lufthavnsaktien steg tirsdag 0,7 procent til 5.700 kroner på baggrund af 10 handler.

Australsk aktionær
Den australske kapitalfond Macquarie købte sig ind Københavns Lufthavne i 2005 og udvidede sin ejerandel i 2009, hvorefter den sammen med den canadiske pensionsfond for lærere, OTPP, sad på 57,7 procent af lufthavnen. I maj 2017 meddelte Macquarie, at man ønskede at sælge sin aktiepost, og det førte til ATPs køb i december.

I juni sagde finansminister Kristian Jensen (V), at staten var indstillet på at blande sig i, hvem der købte den store aktiepost på grund af lufthavnens betydning for Danmark. Han sagde, at lufthavnen skulle være kontrolleret af investorer med et mere langsigtet syn på værdiskabelse.

Relaterede artikler:

Direktør forlader Københavns Lufthavn

ATP køber stor aktiepost i Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn taler med naboerne