Boeing 737-800 fra Ryanair i Billund Lufthavn. (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

Atter Berlin-rute fra Vestdanmark

Ryanair vender næste forår tilbage med en rute fra Billund til Berlin, hvor der for første gang skal flyves til den nye Brandenburg-lufthavn, der åbnede i slutningen af 2020.

Selvom det tager omkring syv timer i bil at tilbagelægge de 630 kilometer fra Aarhus til Berlin, er der alligevel mange, der vælger at tage flyet til den tyske hovedstad.

Det har dog ikke været muligt at flyve fra Vestdanmark til Berlin siden coronapandemien ramte, da Ryanair blev tvunget til at lukke ruten til Berlin-Schönefeld, der blev åbnet i begyndelsen af september 2017.

Nu har Ryanair besluttet at vende tilbage med flyvninger til den tyske hovedstad, og denne gang bliver det til Berlin Brandenburg Airport, der officielt blev indviet for kommerciel trafik den 31. oktober 2020.

Der flyves tre gange ugentligt på mandage, torsdage og lørdage med de velkendte 189-sæders Boeing 737-800. På mandage og torsdage afgår flyet kl. 20.05 fra Billund med ankomst i Berlin kl. 21.20, og returflyvningen fra den nye Brandenburg-lufthavn finder sted kl. 21.45, mens flyet vil være tilbage i Billund kl. 23.00. 

Om lørdagen afgår flyet fra Billund Lufthavn allerede kl. 10.40 og ankommer i Berlin kl. 11.55. Her vendes det på 25 minutter og flyver tilbage kl. 12.20 med ankomst kl. 13.35.

I begyndelsen af trafikprogrammet vil tiderne dog variere en smule.

Trafikpotentiale begge veje
Med den nye Berlin-rute vil Ryanair i det kommende sommertrafikprogram tilbyde i alt 33 ruter fra Billund Lufthavn, og Berlin bliver samtidig eneste tyske destination, da Ryanair har valgt ikke at fortsætte ruten til Allgäu Airport Memmingen, der ligger omkring 115 kilometer sydvest for München.

Nyheden om, at Berlin vender tilbage på rutekortet i den internationale vestdanske lufthavn, tager lufthavnens direktør for ruteudvikling, Jesper Klausholm, rigtig godt imod.

“Berlin er et stort marked begge veje, da der er mange tyske turister i vores område, og derfor har vi store forventninger til, at der kommer mange tyskere flyvende for at opleve Vestdanmark. Billund er samtidig en meget interessant citybreak-destination for vestdanskere, og der er også meget VFR-trafik (Visiting Family and Relatives, red.),” siger Jesper Klausholm til Check-in.dk.

Før Ryanair åbnede på Berlin i september 2017, fløj Airberlin i næsten to år på ruten fra april 2015 til slutningen af marts 2017. I begyndelsen blev der brugt Saab 2000 turbopropfly fra Etihad Regional, og sidenhen blev der opgraderet til 76-sæders Dash 8-Q400.

 

Relaterede artikler:

Billund blev genforenet med Berlin

Billund Lufthavn får lavprisrute til Berlin

Airberlin trækker sig fra Billund-rute