Nuuk Lufthavn. (Foto: Greenland Airports | Facebook.com | PR)

Atter muligt at sende luftfragt fra Nuuk

Udfordringer med sikkerheden fik i januar Trafikstyrelsen til at trække tilladelsen til fragtterminalen i den relativt nyåbnede Nuuk Lufthavn tilbage, men nu er der igen styr på sagerne.

Siden den 24. januar har pakker, kasser og andet luftfragt formentlig hobet sig op i Nuuk Lufthavn (GOH), da Trafikstyrelsen henimod slutningen af årets første måned valgte at suspendere tilladelsen til fragtterminalen i den grønlandske hovedstadslufthavn.

Tilladelsen blev i første omgang tildelt den 27. november sidste år. Det var dagen før, at lufthavnen officielt åbnede, og dermed nåede man kun godt to måneders drift, inden Trafikstyrelsen valgte at trække den tilbage.

Årsagen til beslutningen var et tilsyn, der fik styrelsen til at konkludere, at Nuuk Lufthavn ikke kunne leve op til det – med Trafikstyrelsens egne ord – nødvendige høje sikkerhedsniveau på securityområdet, som kræves for at håndtere luftfragt.

Har fået tilladelse igen
Den manglende tilladelse har betydet, at det som udgangspunkt ikke har været muligt at sende luftfragt fra Nuuk til lufthavne i andre lande. Der er dog blevet taget forbehold for forsendelser af livsvigtige materialer såsom biomedicinske prøver til Danmark.

Der er har desuden fortsat været muligt at sende luftfragt til Grønland, men Air Greenland og Icelandair – der i øjeblikket er de eneste to selskaber, der har lov til at beflyve lufthavnen uden en særtilladelse – har ikke måtte håndtere fragt på flyvninger fra Nuuk.

Nu kan man imidlertid ånde lettet op, da Trafikstyrelsen er blevet overbevist om, at sikkerheden atter er på et tilstrækkeligt niveau. Det fortæller Christian Vesterager, der er vicedirektør hos Trafikstyrelsen.

”Vi ophæver suspenderingen, da Greenland Airports kan dokumentere igen at leve op til det niveau af sikkerhed, der er fastsat ud fra de internationale regler. Det betyder, at Nuuk Lufthavn igen kan håndtere luftfragt og post, der skal transporteres med fly fra lufthavnen ud af Grønland.”

Takker for forståelse
Suspenderingen blev officielt skrottet fredag i den forgangne uge, og det har man også noteret sig hos Greenland Airports, der i en kort kommentar konstaterer, at proppen i luftfragten fra hovedstaden nu er fjernet.

”Trafikstyrelsen har ophævet den midlertidige suspendering af vores godkendelse til at håndtere luftfragt fra Nuuk Lufthavn ud af landet. Luftfragten flyver derfor ud af Nuuk til udlandet igen som normalt. Vi takker for jeres forståelse,” lyder det.


Relaterede artikler:

Nye problemer i Nuuk: Ingen luftfragt til udlandet

Opgiver Nuuk og flyver til Kangerlussuaq

SAS og United endnu ikke godkendt til Nuuk