En Airbus A320 fra Austrian Airlines. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, danishaviationphoto.com

Austrian vil afværge lavprisangreb

Flere og flere lavprisflyselskaber opererer fra Wien, og det får nu Austrian Airlines til at øge kapaciteten til næster sommer for at beskytte sin markedsandel.

Den østrigske hovedstadslufthavn Wien-Schwechat får gradvis større opmærksomhed fra europæiske lavprisflyselskaber, der ønsker at udvide rutenettet.

Det nationale østrigske flyselskab, Lufthansa-datterselskabet Austrian Airlines, vil tage den stigende konkurrence op ved at øge dets kapacitet fra Wien i sommeren 2019. Det sker for fortsat at kunne bevare selskabets markedsandel i Østrig.

“Vi har opnået markedsandel gennem airberlins konkurs, og det vil vi forsvare. Fra næste sommer kan vi tilbyde mere kapacitet,” siger Andreas Otto, kommerciel direktør i Austrian Airlines, til Air Transport World.

Han fortæller endvidere, at flyselskabet i de kommende måneder fortsat vil evaluere, hvordan man vil positionere sig på det efterhånden store marked for lavprisflyselskaber.

Lavprisandel over 20 procent
I øjeblikket opererer i alt 16 lavprisflyselskaber fra Wien, og selskaberne har samlet omkring 100 destinationer til og fra den østrigske hovedstad.

”I 2017 var lavprispassagerernes andel i Wien på 16,4 procent. I 2018 forventer vi en stigning til over 20 procent,” siger Peter Kleemann, talsmand for Wien-Schwechat, til Air Transport World.

Andreas Otto har ikke udtalt sig om, hvor mange ekstra fly der potentielt vil få base i Wien-lufthavnen. Han fortæller, at det har været overraskende – men også lærerigt – for Austrian Airlines at se, hvor meget kapacitet der er kommet til Wien i forbindelse med den stigende konkurrence mellem lavprisflyselskaberne.

”I første omgang kan kunderne være glade for billige priser, men den tilbudte kvalitet er tvivlsom, selv om jeg tror, ​​at de fleste af de nye flyselskaber er meget gode, rationelle selskaber,” siger han og hentyder til blandt andet LaudaMotion, Wizz Air og LEVEL.

Ifølge Andreas Otto vil mange af ruterne fra Wien ikke kunne klare fire flyselskaber, men at der derimod ligger potentiale i helt nye destinationer fra den største lufthavn i alpelandet.

Nye danske Wien-ruter
Det store indtog af lavprisflyselskaber i Wien betyder også helt nye ruter til danske destinationer.

Det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air, der i juni etablerede base i Wien, åbner en ny rute mellem Wien og Billund Lufthavn den 16. november i år. Der vil være fire ugentlige afgange – på mandage, onsdage, fredage og søndage. Wizz Air vil benytte både Airbus A320 og A321 på ruten.

Også Københavns Lufthavn kan se frem til besøg af et af de nye lavprisflyselskaber i Wien-lufthavnen. Det er den tidligere Formel 1-racerkører Niki Laudas flyselskab LaudaMotion, som snart lander fra Wien i den danske hovedstadslufthavn. Laudamotion åbner ruten den 28. oktober, og der vil være tre ugentlige rotationer. Ruten vil blive betjent med en Airbus A320-200.

Wizz Air og LaudaMotion træder således ind i en interessant lavprisdyst fra Wien-Schwechat. Wizz Air vil fra det kommende vintertrafikprogram kunne tilbyde 17 ruter fra Wien, mens LaudaMotion byder ind med 22 nye destinationer fra den østrigske hovedstad. Med andre ord: Der lagt op til en lavprisfest af dimensioner for de interesserede flypassagerer.

 

Relaterede artikler:

Billund Lufthavn får rute til Wien

Laudamotion kommer til København

Tre nye nordiske ruter til Wien

Overfyldt Senator-lounge i Wien

Austrian Airlines øger på CPH-rute