Aviator-ansatte i Københavns Lufthavn. (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Aviator i Danmark er konkurs

Handlingselskabet Aviator, der betjener op imod 25 flyselskaber i Københavns Lufthavn, er gået konkurs, da det ikke lykkedes at gennemføre en rekonstruktion af selskabet. 200 ansatte risikerer at miste deres job.

Den 19. oktober ansøgte Aviator Airport Services Denmark A/S om rekonstruktion ved skifteretten, og gennem de seneste ni uger har selskabets forsøgt at strikke en plan sammen, som kunne godkendes af selskabets kreditorer.

Det lykkedes ikke at realisere denne plan, idet Gældsstyrelsen mandag, ifølge Aviator, ikke har kunnet tiltræde den plan, der er blevet skitseret. Derfor er selskabet tager under konkursbehandling, hvormed de omkring 200 tilbageværende ansatte risikerer at miste deres job, hvis det ikke lykkes kuratorerne at finde en køber til boet.

Ifølge Aviator var der fremlagt en plan med en betydelig dividende til kreditorerne, men planen faldt til jorden som følge af Gældsstyrelsens fastholdelse af et krav på vegne af SKAT. 

COVID-19 blev dødsstødet
Gennem flere år har Aviator i Danmark haft betydelige tab, og virksomheden har derfor været afhængig af løbende kapitaltilførsel fra andre virksomheder i koncernen. Fra 2015 til 2019 har der samlet været et akkumuleret underskud på 70 millioner kroner.

Men som følge af COVID-19-pandemien er det ikke længere muligt at hjælpe det danske datterselskab, da hele koncernen er hårdt ramt.

“Den udvikling, vi har set de sidste mange måneder inden for luftfarten, har vist sig at være det endelige skub, der fik os til at genoverveje driften af et af vores danske datterselskaber. Det førte til de rekonstruktionsforhandlinger, som desværre i dag er kuldsejlet,” siger Jo Alex Tanem, der er koncernchef for Aviator.

Undrer sig over danske myndigheder
Koncernchefen udtrykker skuffelse over, at rekonstruktionen er endt med en konkurs, da opfattelsen har været, at man havde fundet nogle gode løsninger for kreditorerne.

“Jeg synes, at vi har haft stor succes med at nå frem til nogle gode aftaler om en række betydelige ændringer, som kunne have skabt en ny fremtid for Aviator i Danmark. Samtidig mener jeg, at vi fremlagde en virkelig god løsning for vores kreditorer, og jeg fatter derfor ikke, at de danske myndigheder har afvist vores plan, hvorved hundreder af mine kolleger nu tvinges ud i arbejdsløshed, ligesom afvisningen har sat både kunder og partnere i en meget svær situation med store tab til følge,” hedder det i en udtalelse fra Jo Alex Tanem.

Dermed placeres en stor del af skylden for konkursen hos de danske myndigheder.

“Det er derfor med både sorg og skuffelse, at vi nu tvinges til at stoppe driften af Aviator Airport Services Denmark A/S, hvorfor mine tanker og min dybeste medfølelse går til vores fantastiske medarbejdere, vores kunder og vores partnere,” understreger Aviation-topchefen.

En snes kunder i Københavns Lufthavn
Med konkursen står op imod 25 flyselskaber inden længe uden handlingselskab i Købehavns Lufthavn, selvom det ikke er alle de faste kunder, der i øjeblikket flyver til og fra CPH. Aviator holder dog driften i gang, indtil kurator har fundet en afklaring på, om der er købere til boets aktiviteter.

Kundelisten hos Aviator er ifølge CPH’s hjemmeside følgende: AIS Airlines, Air Canada, Air France, Air Greenland, Air Serbia, Austrian Airlines, Brussels Airlines, Croatia Airlines, Emirates, FlyEgypt Great Dane Airlines, Iraqi Airways, KLM, LOT, Lufthansa, Luxair, Middle East Airlines, Pegasus, Royal Air Maroc, Royal Jordanian, Sichuan Airlines, Sunclass Airlines, SWISS, Turkish Airlines og Ukraine International Airlines.

Kilder har dog efter udgivelsen af denne artikel bekræftet, at Sunclass, Air Canada og Aegean i løbet af efteråret er overgået til SAS Ground Handling (SGH), mens Royal Jordanian den 1. januar 2021 skifter til Menzies. Heruodver skulle Middle East Airlines angiveligt være på vej samme vej fra februar 2021.

Aviator Airport Services Denmark A/S var et datterselskab af Aviator Group, der leverer handlingydelser til passagerer og fly i 15 lufthavne over hele Norden. Aviator beskæftiger op imod 2.000 medarbejdere, og står for omkring 150.000 flyvninger og mere end 14.000 af-isninger om året. 

 

Relaterede artikler:

Aviator indgiver begæring om rekonstruktion

Aviator: Vi har forsvarligt likviditetsberedskab

Aviator får cypriotisk ejer