British Airways - Boeing 777-200.

BA forbedrer sit diskrete bonusprogram

Ved siden af sit normale Executive Club-loyalitetsprogram har British Airways et andet program, som nu bliver forbedret.

Faste rejsende med British Airways kender sandsynligvis selskabets loyalitetsprogram Executive Club, og mange har formentlig et Executive Club-kort i pungen, når de rejser med den britiske ”flag carrier”.

Men British Airways har faktisk et loyalitetsprogram mere. Det hedder On Business og er, som navnet antyder, rettet mod forretningsrejsende. Medlemmer af On Business får øjeblikkelige rabatter på forretningsrejsen og optjener samtidig On Business-point, der giver adgang til bonusbilletter til fremtidige rejser. Alle medlemmer i Europa har mulighed for at få rabat på mindst 5-10 procent på udvalgte billetter og samtidig optjene On Business point.

 

Med On Business optjenes point på en firmakonto til brug for de ansatte. Med Executive Club optjenes points på en personlig konto.

 

Tredobbel optjening
On Business’ kunder, som også er Executive Club-medlemmer, optjener også Avios-point, hver gang de flyver, og belønnes således i begge ordninger. Og med British Airways MasterCard optjenes tredobbelt. Kunderne kan også optjene Avios-point, når de rejser, hvis de er medlem af American Airlines AAdvantage®, Finnair Plus eller Iberia Plus’ frequent flyver’ program.

Som noget nyt inkluderer On Business-loyalitetsprogrammet også British Airways’ to tætte samarbejdspartnere American Airlines og Iberia.

”Det nye On Business-program omfatter nu også Iberia og American Airlines, og det betyder, at en virksomhed kan optjene point på tværs af alle tre selskaber i ét loyalitetsprogram – point som virksomheden kan bruge på bonusbilletter til fremtidige forretningsrejser med de tre selskaber,” siger Peter Rasmussen, nordeuropæisk chef for British Airways, American Airlines og Iberia.

Opererer med BA-rutenumre
British Airways flyver mellem London Heathrow og København samt mellem London Heathrow og Billund. En rute som blev åbnet i maj måned. Desuden er det muligt at optjene British Airways-point på flyvninger med Sun-Air til og fra lufthavnene i Billund, Aarhus og Aalborg. Det skyldes at Sun-Air er British Airways-franchise partner og opererer sine flyvninger på BA-rutenumre.

 

 

Relaterede artikler:

Nyt loyalitetsprogram fra British Airways og Iberia

British Airways udvider fordele for Executive Club-medlemmer

British Airways belønner kunderne

Nyt firmabonusprogram fra British Airways