I kølvandet på SAS’ exit fra ruten Gøteborg – London Heathrow, øger British Airways sin kapacitet på ruten med 50 procent.
British Airways opruster fra efteråret betjeningen af ruten mellem London Heathrow og Gøteborg. Fra 25. oktober vil briterne således flyve tre gange om dagen alle ugens dage mod to gange om dagen i dag.
Der bliver tale om en ny morgenafgang fra Gøteborg kl. 8.00 og et aftenfly fra London Heathrow klokken 19.15.
”Med de nye afgange mellem Gøteborg og London, bliver det nu endnu lettere for den svenske forretningsrejsende at komme til England i løbet af dagen, men stadig være i stand til at sove i sin egen seng. Vi gør det desuden meget bekvemt for turister at tage det fly fra Gøteborg, der bedst matcher afgangstiderne for tilslutningsfly i Terminal 5 i Heathrow ud i verden. Det sparer rejsende trættende ventetider, selvom der er en masse ting at beskæftige sig med i Terminal 5 i London Heathrow,” pointerer British Airways’ nordiske chef, Peter Rasmussen.
Flytter fra Heathrow
Indsættelsen af 50 procent mere kapacitet på ruten kommer godt en måned efter at SAS meddelte, at selskabet flytter sin Gøteborg-rute fra London Heathrow til London Stansted-lufthavnen. Det sker også med virkning fra 25. oktober, hvor flyselskabernes vintertrafikprogrammer træder i kraft.
Flytningen af Gøteborg-ruten fra Heathrow til Stansted er et resultat af, at SAS to gange i foråret solgte landingstilladelser i London Heathrow og fik gode penge for dem. Landingstilladelser til den travle lufthavn er i høj kurs og SAS er det selskab, der har femte flest. Men med to færre landingstilladelser har SAS været nødt til at rykke flyvninger fra London Heathrow til en anden lufthavn, hvis man ikke ville skære ned i trafikprogrammet mellem Skandinavien og London.
Og her faldt valget altså på ruten fra Gøteborg. SAS’ to daglige flyvninger fra Gøteborg vil fra slutningen af oktober lande i London Stansted.
Vinge mod vinge
SAS’ valg af Stansted betyder, at SAS kommer til at flyve vinge mod vinge med Ryanair, der i dag flyver mellem Gøteborg og London Stansted to gange dagligt og til september øger til tre gange dagligt.
Det efterlader British Airways alene tilbage på Gøteborg -Heathrow med i dag to daglige flyvninger og fra efteråret tre daglige flyvninger. Norwegian flyver en gang dagligt om eftermiddagen mellem Gøteborg og London Gatwick.