Bedste år nogensinde på Bornholm

Med 270.000 passagerer fik Bornholms Lufthavn i 2015 sit bedste år nogensinde. Lufthavnschefen regner med tocifret vækst i 2016.

Det er grund til jubel i Bornholm Lufthavn. 2015 bød nemlig på rekordmange passagerer i den lille lufthavn på solskinsøen. 270.000 gik således gennem terminalen i løbet af året. Det er 10 procent flere end i 2014 og en vækst på 7,5 procent i forhold til det hidtidige rekordår 2010, hvor en intens konkurrence mellem Danish Air Transport og hedengangne Cimber Sterling på indenrigsruten til København resulterede i, at 251.000 rejste til og fra lufthavnen.

Efter Cimber Sterlings konkurs i maj 2012 har Danish Air Transport været alene om at betjene CPH-ruten, som fortsætter med at vokse. Det er især den rute, som trækker læsset. Men lufthavnen har også nydt godt af flere charterrejsende og åbningen af en DAT-rute til Billund i sommerhøjsæsonen fra 18. juni til 23. august.

10 procents vækst
I 2016 bliver Billund-ruten udvidet til hele sommerhalvåret, ligesom Spies indsætter større charterfly som følge af den banerenovering, som Bornholms Lufthavn gennemgik i 2015. Den har gjort det nemmere at bruge Airbus A321-fly. Desuden forventes trafikken på indenrigsruten til København fortsat at vokse.

Lufthavnsdirektør Christina Dideriksen mener derfor, at 10 procent er et godt bud på vækstraten i 2016.