Adnan Kazim fra Emirates og SpiceJets direktør Ajay Singh indgik samarbejdsaftalen.

Bejler til indiske flyselskaber

Emirates indgår nyt samarbejde med det indiske lavprisflyselskab SpiceJet, og Lufthansa planlægger at styrke sine partnerskaber med indiske flyselskaber.

Indien udgør med næsten 1,4 milliarder indbyggere og stigende velstand et enormt marked for flytrafik. Mange internationale flyselskaber forsøger derfor i disse år at få en bid af kagen på det indiske marked, og en af måderne at gøre det på er ved at indgå partnerskaber med indiske flyselskaber.

For nyligt kunne Qatar Airways annoncere et nyt partnerskab med det indiske lavprisflyselskab IndiGo, som med 62 millioner passagerer om året også er Indiens største flyselskab.

Nu følger Qatar Airways’ store konkurrent Emirates efter og annoncerer en codeshare- og interline-aftale med det indiske lavprisflyselskab SpiceJet, som er det næststørste selskab på det indiske indenrigsmarked efter Jet Airways konkurs tidligere på året.

Samarbejde om 10 ruter fra Dubai
Aftalen med Qatar Airways er SpiceJets første codeshare-aftale nogensinde. Aftalen omfatter codeshare-samarbejde på ruterne fra Dubai til Ahmedabad, Mumbai, Cochin og Delhi, som betjenes af begge selskaber. Derudover kan Emirates’ kunder også drage fordel af codeshare-samarbejde på SpiceJets øvrige ruter fra Dubai til Amritsar, Calicut, Mangalore, Madurai, Jaipur og Pune.

Endvidere kan rejsende med Emirates få videre forbindelse fra Emirates’ ni destinationer i Indien til SpiceJets indenrigsruter, som omfatter i 172 destinationer, heriblandt populære destinationer som Goa, Jaisalmer, Jammu, Udaipur og Varanasi.

“Vores partnerskab vil hjælpe os med at udnytte SpiceJets omfattende rutenetværk, så vores kunder, der besøger venner og familie, kan flyve tættere på deres hjembyer, mens turister lettere kan få adgang til mange af de utrolige seværdigheder og lyde, Indien har at byde på,” siger Adnan Kazim, Emirates’ kommercielle koncernchef.

Lufthansa vil styrke partnerskaber
Europæiske selskaber retter ligeledes blikket mod Indien. Tyske Lufthansa planlægger således at styrke sit partnerskab med indiske flyselskaber som Air India og Vistara fra næste år. Det sker i lyset af Jet Airways konkurs i april, da Lufthansa havde et partnerskab med det indiske selskab.

I øjeblikket har Lufthansa-gruppen en codeshare-aftale med Air India samt en interline-aftale med Vistara.

“Vi styrker vores forhold med Vistara i de kommende uger. Jet Airways var en af vores partnere her i Indien, og efter de har forladt scenen, leder vi efter indiske flyselskaber, vi kan samarbejde med,” siger Lufthansas direktør for Sydasien, George Ettiyil, til det indiske nyhedsbureau PTI.

Om Lufthansa planlægger at konvertere sin interline-aftale med Vistara til en codeshare-aftale er dog uklart: “Vi forsøger at styrke partnerskabet. Lad os se, hvad fremtiden har i vente,” siger Lufthansa-direktøren.

Otte ruter til Indien
To selskaber i Lufthansa-gruppen – Lufthansa og SWISS – har ruter til Indien. SWISS har daglige forbindelser fra Zürich til Delhi og Mumbai, mens Lufthansa har daglige fly fra Frankfurt til Delhi, Mumbai, Bengaluru og Chennai samt daglige forbindelser fra München til Delhi og Mumbai.

Fra 1. april 2020 starter Lufthansa også en rute med fem ugentlige forbindelser mellem München og Bengaluru (Bangalore) i det sydlige Indien.

 

Relaterede artikler:

Qatar Airways i samarbejde med Indiens største flyselskab

Indien gør klar til at lukke fremmede ind i Air India

Lavprisflyselskab overvejer rute fra Indien til CPH