Berlin-forsinkelse skaber jubel hos SAS

Udskydelsen af åbningen af den nye storlufthavn i Berlin vækker behersket jubel hos SAS. Til gengæld river man sig i håret hos airberlin, der havde planlagt et helt nyt storstillet ruteprogram i forventning om, at lufthavnen åbnede 3. juni.

Mindre end en måned før åbningen af den nye Berlin Brandenburg Lufthavn meddelte lufthavnen i tirsdags, at kansler Angela Merkel godt kan finde noget andet at give sig til søndag den 3. juni. For hun kommer ikke til at skulle indvie den nye storlufthavn, som det ellers var planen. Brandbekæmpelsesudstyret er nemlig ikke på plads endnu.

Oprindeligt var det planen, at åbne den nye tyske hovedstadslufthavn i november sidste år. Men det blev udskudt til 3. juni i år. Den dato har ligget fast i mere end et år, og det er den dato, som alle flyselskaber har justeret deres fartplaner ind efter. Berlins bystyre ved ikke hvornår den nye lufthavn kan åbnes, men der gættes på, at der kan gå op til tre måneder, inden lufthavnen er klar til at tage imod de første fly og passagerer.

Et gammelt ordsprog siger, at den enes død er den andens brød. Hos SAS kan man da heller ikke holde igen på begejstringen over problemerne i det tyske. For Berlin Brandenburg har som erklæret mål at dyste med Københavns Lufthavn om at være det vigtigste trafikknudepunkt i Østersøregionen. København er som bekendt SAS’ primære knudepunkt for trafikken mellem Skandinavien og Europa.

”Hvis det kunne være med til at sætte yderligere politisk fokus i Danmark på vigtigheden af København som knudepunkt, så ville det kun være godt,” siger pressechef i SAS, Trine Kromann Mikkelsen.

Luftfartsselskabet forventer ikke, at forsinkelsen skaber problemer for ruteprogrammet mellem København og Berlin. SAS vil blot fortsætte med at flyve til Tegel-lufthavnen indtil Brandenburg måtte åbne.

Norwegian harsyv ugentlige flyvninger mellem København og Berlins Schönefeld lufthavn og åbnedeofficielt i går en ny rute fra Aalborg til den tyske hovedstad. Nordmændene forventer heller ikke at udskydelsen får de store konsekvenser for selskabet og dets passagerer.

”Vi forventer at fortsætte med at flyve til Schönefeld,” siger Norwegians danske presse- og markedschef, Johan Bisgaard Larsen.

Seks daglige bølger
Hos airberlin ser det anderledes kritisk ud. Det ”lokale” luftfartsselskab havde planlagt et helt nyt trafikprogram, med seks daglige ”bølger” af ankomster og afgange i et forsøg på at efterligne de rene netværksselskabers knudepunktskoncept. Det skulle give airberlins kunder mulighed for hurtige flyskift i Berlin Brandenburg.

Det nye trafikprogram er så omfattende en oprustning af airberlins nuværende program, at det ikke umiddelbart kan sættes i værk i den eksisterende og meget mindre Berlin Tegel lufthavn.

Airberlin giver i en pressemeddelelse udtryk for skuffelse over den forsinkede åbning af lufthavnen.

“Vi er nødt til at arbejde omkring ændringen af åbningsdatoen, som giver os en stor udfordring. Det giver store logistiske problemer for alle involverede parter, og vil derfor medføre yderligere omkostninger for alle,” hedder det i en diplomatisk udtalelse fra Hartmut Mehdorn, administrerende direktør hos airberlin.

Så sent som i sidste uge var airberlins direktion på besøg i lufthavnen og blev forsikret om, at Brandenburg ville åbne den 3. juni.

Storoffensiv
Ærkerivalen Lufthansa havde planlagt, at åbningen af Brandenburg skulle være startskuddet på en storoffensiv mod airberlin, som tager flere og flere markedsandele fra Lufthansa. Det er således Lufthansas plan, at åbne 30 – 40 nye ruter ud af Brandenburg. Hvad Lufthansa nu vil stille op med operationen af ruterne fra 3. juni er endnu uvist. Der er sandsynligvis allerede solgt rigtig mange billetter til de nye flyvninger.

Berlin Brandenburg Airport Willy Brandt, som er den nye lufthavns fulde navn, skal afløse de to gamle Berlin-lufthavne Tegel og Schönefeld. De skulle efter planen være lukket den 2. juni om aftenen.