Billige finner overtager mere fra SAS

SAS’ finske produktionsselskab, Blue1, bliver ved med at overtage flyvninger fra moderselskabet. Nu er turen kommet til sommerflyvninger på ni svenskeindenrigsruter og ruter fra Stockholm til Oslo og København.

I Østrig har Austrian fra 1. juli sidste år overladt størstedelen af sine europæiske flyvninger til datterselskabet Tyrolean, der med andre løn- og arbejdsvilkår for sine ansatte kan producere flyvningerne langt billigere end Austrian selv. Og hos Lufthansa er lavprisdatterselskabet Germanwings ved at overtage alle de europæiske Lufthansa-flyvninger, som ikke udgår fra trafikknudepunkterne i Frankfurt og München.

Så langt er man endnu ikke kommet hos SAS. Men det finske datterselskab Blue1 overtager langsomt stadig flere SAS-flyvninger, som Blue1 kan producere billigere end SAS selv. Nu er turen kommet til ni svenske indenrigsruter og ruterne fra Stockholm til København, Oslo og Trondheim. Det skriver svenskaflygbolag.com.

Ledig kapacitet til sommerruter
Fra starten af juli til midten af august i år vil Blue1 og SAS deles om at betjene syv svenske indenrigsruter og udenrigsruterne fra Stockholm Arlanda til København, Oslo og Trondheim. Samtidig vil Blue1, SAS og Braathens Regional deles om én rute, mens Blue1 og Braathens Regional sammen tager sig af en anden rute. Endelig overtager Braathens Regional betjeningen af to ruter.

Blue1 kommer til at anvende 115-personers Boeing 717-fly, mens Braathens Regional vil bruge svenskbyggede SAAB 2000-fly med plads til 50 passagerer. De flyvninger der er tilbage til SAS vil blive befløjet med Boeing 737-fly.

Ved at overlade en stor del af sommerproduktionen til Blue1 og Braathens Regional får SAS ikke blot produceret de flyvninger billigere. De er også i stand til at bruge den SAS-kapacitet, der bliver ledig, til at åbne sommerruter fra Stockholm til Sydeuropa og tjene penge på det.

Blue1 på Aarhus-rute
Det bliver ikke første gang at Blue1 rykker ind på ruter og overtager flyvninger fra SAS. I slutningen af februar og starten af marts skal Blue1 således opererer en snes flyvninger på København – Aarhus ruten for SAS.

Tidligere fløj Blue1 kun fra finske lufthavne til Skandinavien og Europa. Men 1. november ophørte Blue1 med at være et selvstændigt luftfartsselskab, som kunderne kunne købe billetter til. I stedet er selskabet blevet produktionsselskab for SAS og kan producere flyvninger billigere end SAS selv kan.

Læs også:

Finsk selskab på København – Aarhus rute