Screendump af Air Supports PPS-system.

Billund-firma får aftale med Tjekkiets største flyselskab

Det lille Billund-firma Air Support skal levere software til flyveplanlægning til Tjekkiets største flyselskab.

Det lille Billund-firma Air Support har landet en stor kontrakt på leveringen af software til flyveplanlægning. Det er Tjekkiets største flyselskab, Travel Service Airlines, der har valgt Air Support til at levere selskabets PPS Flight Planning System.

Ud over den grundlæggende PPS softwarelicens så vil Travel Service Airlines også erhverve AutoDispatch, Autofiling og Route Challenge add-on modulerne. Systemet vil også blive udrullet til Travel Service Airlines’ polske, ungarske og slovakiske datterselskaber.

Integration med tredjepart
Travel Service Airlines-selskaberne beskæftiger i alt 19 Boeing 737-800 fly, to Boeing 737-900 fly og tre Airbus A320-fly på en blanding af seriecharter- og wet lease-kontrakter for flyselskaber over hele Europa.

“Vi havde brug for en løsning, der ville passe ind i vores eksisterende miljø og samtidig leverede en briefingpakke af høj kvalitet til vores besætninger. Air Supports fokus på integration til tredjepart systemer og deres kontinuerlige udviklingsindsats er de vigtigste faktorer i vores valg. Det er overflødigt at sige, at vi ser frem til samarbejdet med Air Support,” siger Jan Belina, asnavrlig for jordoperationer hos Travel Service Airlines.

Integrationen af PPS Flight Planning System for Travel Service Airlines vil begynde med det samme.

Danmark på verdenskortet
Air Support har specialiseret sig i levering af det pc-baserede flyveplanlægningssoftware PPS Flight Planning System samt den integrerede webbaserede briefingtjeneste CrewBriefing.com og en række tilføjelser. Det anvendes af flyselskaberne til den operative planlægning og optimering af det daglige trafikprogram.

Air Supports software beregner optimal rute og flyvehøjde i relation til alle parametre – herunder detaljer om flyets vægt, vejret og ikke mindst regler og dynamiske ændringer i luftrummet. Relevante data opnås ved hjælp af integration online med flyselskabets øvrige software systemer. Desuden håndteres indsendelse af operativ flyveplan og lignende.

“Vores vision er at sikre og befæste en position blandt de 5 mest logiske valg på markedet for Flight Planinng systemer til flyselskaber. Vi er rigtig godt i gang med at arbejde hen mod opfyldelsen af den vision, og i dette arbejde er aftalen med Travel Service en sag vi er meget stolte af. Den befinder sig lige i hjertet af vores strategi og bekræfter at vi kan opnå vores målsætninger om accelereret vækst de kommende år. Vi er også meget stolte af at være med til at sætte Danmark på verdenskortet som en seriøs leverandør i luftfartsbranchen,” siger chief operating officer, Peter Gravesen, fra Air Support til CHECK-IN.dk.

I dag leveres PPS-systemet til knap 500 flyselskaber globalt med hovedvægt på business aviation samt regionale og lavprisselskab.
Blandt Air Supports kunder i Norden er blandt andre selskaber som Air Alsie, Braathens Regional, Norwegian og Iceland Air.