Billund-Paris rute fik kongelig indvielse

Mens søndagens ruteåbning i Aalborg Lufthavn havde karakter af folkefest, havde Billund Lufthavn til gengæld valgt et kongeligt islæt til åbningen af Air France-ruten til Paris-Charles de Gaulle Airport. Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie klippede snoren og ringede på lufthavnens særlige ‘klokke’ der benyttes ved ruteåbninger.

Den sidste søndag markerer altid en særlig dag hos luftfartsselskaberne. Det er dagen, hvor der tages hul på sommertrafikprogrammet. Og der er som oftest rutenyheder eller udvidelse af eksisterende frekvenser.

Hos Air France var Billund den eneste nye destination på det euopæiske rutekort i sommerfartplanen. Selskabet vil fremover flyve tre gange dagligt mellem Charles de Gaulle lufthavnen og Danmarks næststørste lufthavn i Billund.

“Med åbningen af Billund-Paris ruten styrker vi Air France’s position i Danmark og passagerne vil kunne drage fordel af 25.000 forbindelsesmuligheder til destinationer verden over via Paris-Charles de Gaulle, Europa’s mest effektive HUB. KLM flyver allerede fra Billund Lufthavn til Amsterdam. Tilsammen tilbyder AIR FRANCE og KLM nu 20 daglige afgange fra København, Billund og Aalborg til Paris-Charles de Gaulle og Amsterdam Airport Schiphol“, udtaler Vincent Audusseau, der er landechef hos Air France KLM i Danmark.

Det bliver dog Air France-datterselskabet Brit Air, der skal operere den nye rute. Et fly af typen CRJ200 vil tre gange dagligt operere mellem Paris og Billund med en samlet årligt kapacitet på ca. 100.000 flysæder, ider udbydes 50 sæder på hver afgang.

Den nye rute blev søndag indviet af Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie, der klippede båndet til den nye rute samt ringede på klokken, der markerer åbning af en ny rute fra lufthavnen.

“Det er første gang, det nationale franske flyselskab, Air France, åbner en rute fra en dansk lufthavn udenfor hovedstaden. Det glæder os særdeles meget at hilse denne store aktør velkommen i Billund”,udtalte administrerende direktør i Billund Lufthavn, Kjeld Zacho Jørgensen, som forventer, at den nye rute vil få betydning for den regionale udvikling i Vestdanmark.

Arrangementet bød også på taler fra den franske ambassadør i Danmark, Véronique Bujon-Barré, lufthavnens bestyrelsesformand Bjarne Hansen samt vicekoncernchef Erik Varwijk fra Air France KLM.