Underskrivelsen af aftalen blev overværet af USA's præsident Donald Trump og emiren Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani. (Foto: Boeing | Qatari Amiri Diwan)

Boeing får rekordstor ordre fra Qatar Airways

Boeing har underskrevet en aftale med Qatar Airways om køb af op til 210 langdistancefly til en værdi af næsten 640 milliarder kroner. Ordren fordeles mellem 787 Dreamlinere og de kommende 777X.

Som ventet blev det onsdag officielt, at Qatar Airways indgår en aftale med Boeing Commercial Airplanes om køb af op til 210 langdistancefly til en værdi af 96 milliarder dollars, eller hvad der svarer til næsten 640 milliarder kroner.

Det skriver Bloomberg ifølge The Seattle Times

Underskrivelsen af aftalen fandt sted i paladset hos Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, der er emir og regeringsleder i den lille stat ved Den Persiske Bugt. Boeings koncernchef Kelly Ortberg satte sin underskrift på aftalen, mens emiren og USA’s præsident Donald Trump, der er på officielt statsbesøg i Qatar, overværede øjeblikket.

Der er tale om en historisk stor aftale, der omfatter 130 eksemplarer af 787 Dreamlineren samt 30 777X. Derudover er der en option på yderlige 50 fly af en af de to typer.

“Vi er glade for at kunne annoncere vores aftale med Boeing og vores partnerskab i den største flyordre i vores historie. Et kritisk næste skridt for Qatar Airways på vores vej, da vi investerer i den reneste, yngste og mest effektive flåde inden for global luftfart”, lyder det fra Badr Mohammed Al-Meer, koncernchef for Qatar Airways Group.

Mange fly på vej
I sommeren 2024 indgik Qatar Airways en aftale om at købe yderligere 20 Boeing 777-9 i tillæg til de 40 fly af samme type, der allerede var i ordrebogen. Derudover bliver Qatar Cargo lanceringskunde på 777-8 i en fragtversion, hvor der i øjeblikket står en ordre på 34 fly.

Udover 777’erne står Qatar Airways også i ordrebogen til at modtage yderligere otte 787 Dreamlinere og 25 737 MAX 10-fly.

Ifølge Planespotters.net råder Qatar Airways i dag over en flåde på 230 fly, hvor Boeing er repræsenteret med 64 Boeing 777 af ældre versioner samt 53 787 Dreamlinere med en gennemsnitsalder på 7,9 år. Derudover er der ni 737 MAX 8 i flåden, og de er alle leaset fra indiske IndiGo.

Airbus har 58 A350’ere hos Qatar Airways med en gennemsnitsalder på 6,9 år, og derudover er der også 11 ældre Airbus A330 samt otte eksemplarer af dobbeltdækkerflyet A380. Endelig råder Qatar Airways over 27 ældre A320-200 fra Airbus.

 

Relaterede artikler:

Medie: Trump får Boeing 747 VIP-fly i gave fra Qatar

Farnborough – dag 4: Qatar Airways lægger stor MAX-ordre

Qatar Airways med gigantordre hos Boeing