Senere i år regner Boeing med at have en ny løsning klar, der skal bidrage til, at en man ikke igen står i en situation, hvor et dørpanel blæser ud, mens et af producentens passagerfly er i luften.
I disse dage forsøger den amerikanske havarikommission National Transportation Safety Board (NTSB) at finde ud af, hvordan det kunne komme så vidt, at fire bolte manglede i det dørpanel, der i januar blev blæst ud i 14.800 fods højde under et fly fra Alaska Airlines opstigning.
Hændelsen fandt sted ombord på et Boeing 737 MAX 9-fly, der i starten af januar var i færd med at foretage en flyvning med rutenummer AS1282 mellem lufthavnene i Portland (PDX) i Oregon og Ontario (ONT) i Californien.
Så langt nåede flyet dog aldrig, da piloterne vendte om efter, at dørpanelet blev blæst ud og fløj tilbage til Portland International Airport. Otte af de i alt 171 ombordværende personer fik mindre skader ved hændelsen.
Ønsker svar på flere spørgsmål
Tidligere på året slog NTSB fast, at man ønskede at få kastet lys over forløbet, der førte til episoden, og derfor havde man besluttet at afvikle en såkaldt investigative hearing, da en sådan giver muligheder for, at der kan indkaldes vidner, som skal besvare spørgsmål under ed.
Ifølge NTSB vil spørgsmålene under høringen særligt kredse om en række nøgleområder, som man mener mangler at blive tilstrækkeligt afdækket
Det drejer sig om produktionen og inspektion af 737-flyene, de systemer der benyttes til sikkerheds- og kvalitetsstyring, tilsynet fra de civile luftfartsmyndigheder i USA samt spørgsmål vedrørende åbning og lukning af dørpanelet.
Ansvaret skal placeres
Et af de mere overordnede emner er, hvem der bærer ansvaret for, at boltene manglede. Det er tidligere kommet frem, at dørforseglingen var blevet åbnet på Boeings samlefabrik i Renton således, at et team fra underleverandøren Spirit AeroSystems kunne reparere flere beskadigede nitter.
NTSB vurderer, at det formentlig har været i løbet af denne manøvre, at dørboltene ikke er blevet fastgjort igen, men hvorvidt det er personalet fra Boeing eller Spirit AeroSystems, der har undladt det, vides endnu ikke.
På høringens førstedag kritiserede Jennifer Homendy, der siden 2021 har været formand for National Transportation Safety Board, dog Boeings praksisser for sikkerhed og udtalte, at flyproducenten har et stort arbejde foran sig med at få forbedret kulturen på dette område.
Ændrer i designet
I tillæg til kritikken fra formanden kom det blandt andet også frem, at Boeing er på vej med en løsning, der har til formål at forhindre, at lignende hændelser vil finde sted i fremtiden. Det fortalte flyproducentens direktør for kvalitetskontrol Elizabeth Lund, da hun blev udspurgt under høringen.
“Der arbejdes på nogle designændringer, som vil betyde, at dørpanelet ikke kan lukkes, hvis der er noget, der ikke er som det skal være,” siger Lund ifølge Reuters.
Det kom desuden frem, at to Boeing-ansatte, som muligvis var involveret i at fjerne boltene, er blevet sendt på orlov, indtil det står klart, hvordan forløbet op til hændelsen på Alaska Airlines-flyet har været.
Relaterede artikler:
Alaska Airlines får milliarderstatning fra Boeing