Eksempel på måltid i Premium Class hos Air Greenland. Dette indeholder dog ikke frikadeller. (Foto: Quintin Soloviev | CC 4.0)

Boltskrue serveret i måltid på Air Greenland-flyvning

Air Greenland er i færd med at undersøge, hvordan det kan lade sig gøre, at en løs boltskrue endte i en af de frikadeller, der blev serveret for passagererne på en flyvning fra Grønland til Danmark.

Det er vist ikke en underdrivelse at skrive, at det var et endog lidt for solidt måltid, som blev sat foran Aviâja Kielsen Andersen, da hun tidligere på måneden var ombord på en Air Greenland-flyvning mellem Narsarsuaq i det sydlige Grønland og København.

Undervejs på flyvningen kom personalet rundt med et måltid, der bestod af frikadeller, kartoffelsalat og salat med brød til. Kielsen Andersen fortæller til Sermitsiaq, at maden så indbydende ud, og at hun glædede sig til at få stillet sulten.

Alt var sådan set også, som det skulle være. I hvert fald indtil hun satte tænderne i den kolde frikadelle. Pludseligt registrerede flypassageren nemlig smagen af metal, og da hun undersøgte det nærmere, viste det sig, at der gemte sig en boltskrue i det hakkede kød.

Roser kabinepersonale
Fundet betød ifølge Aviâja Kielsen Andersen, at hun mistede appetitten, ligesom hun havde en metallisk smag i munden på resten af flyvningen. Hun roser dog de kabineansatte for deres reaktion, da hun gjorde dem opmærksomme på hændelsen.

Meldingen blev nemlig både mødt med beklagelse fra personalets side, ligesom den rejsende derudover også fik serveret et nyt måltid, som hun dog valgte ikke at sætte til livs.

Alt i alt blev det til en behagelig rejse til trods for den overraskende og malplacerede ingrediens i frikadellerne, lyder det. Kielsen Andersen ønsker dog at gøre Air Greenland opmærksom på hændelsen således, at andre passagerer ikke ender i samme situation.

Har iværksat undersøgelse
Adspurgt forklarer Air Greenland, at flyselskabet ikke er glade for sagen. Derfor har man kontaktet det eksterne cateringselskab, der står for de måltider, som serveres på atlantflyvningerne, forklarer Inga Dóra Markussen, der er direktør for bæredygtighed og kommunikation i Air Greenland.

”Vi er kede af passageren måtte opleve dette. Vores procedure er at vi forelægger dette for cateringfirmaet, som så skal give en forklaring. Frikadellerne leveres af en underleverandør til cateringfirmaet, som er i gang med at undersøger hvordan det kan ske, at en skrue ender i en frikadelle.”

Over for det grønlandske medie oplyser Air Greenland desuden, at det er sjældent, at man løber ind i denne slags sager, og man ikke har en forventning om, at lignende hændelser vil opstå igen.


Relaterede artikler:

Mulig listeriainficeret mad på KLM-fly

Tilsyn lukkede køkken til flymad

FBI undersøger nålesabotage på Delta-flyvninger