Brancheprofil i nyoprettet salgsdirektør-stilling

Klaus Johansen tiltræder den 1. marts i en nyoprettet stilling som salgsdirektør hos Scandic Hotels. Det bliver den fjerde jobmæssige udfordring siden han forlod SAS i 2008.

Der bliver noget at se til for 42-årige Klaus Johansen, der fra den 1. marts i en stilling som Vice President Group & International Sales skal sikre, at Scandic Hotels får en stigende andel af de indkommende overnatninger for konferencegæster og fritidsrejsende i Norden.

Med 230 hoteller og 41.000 hotelværelser i syv lande, der hver dag året rundt skal sikres en belægning til maksimal pris, er der udfordringer nok for den tidligere SAS-mand.

Det er ellers ikke udfordringer, at Klaus Johansen har manglet i sin karriere. Siden han i 2008 forlod rollen som Key Account Manager i SAS har han været en tur forbi Air Greenland, American Express Business Travel og TUI Group. Før SAS-tiden var det først Profil Rejser og sidenhen Carlson Wagonlit Travel, der var navnet på arbejdsgiveren.

I det seneste job hos TUI Travel stod der Director Commerical & Ancillaries Europe på visitkortet. En funktion, hvor det handlede og at skabe merindtægter til rejsekoncernens 13 markeder i Europa.

Vil udvikle nye salgsstrategier
Hos Scandic Hotels kommer Klaus Johansen til at referere direkte til Thomas Engelhart, der er kommerciel koncerndirektør.

“I dag har Scandic en god indgående strøm af internationale konferencer og fritidsrejsende. Ved at ansætte Klaus Johansen sigter vi på at styrke vores evne til at ramme disse målgrupper. Klaus har en meget spændende og omfattende kommerciel erfaring fra den internationale rejseindustri. Det vil give ham et godt grundlag for hans nye virke hos Scandic,“ siger Thomas Engelhart i en pressemeddelelse.

Selvom Scandic Hotels har hovedkontor i Stockholm vil Klaus Johansen få base i København. Hovedpersonen selv er ikke overraskende begejstret for de nye udfordringer.

“Scandic er en beundringsværdig virksomhed. Jeg har fulgt Scandics udvikling i de senere år, og det vil blive meget udfordrende at kunne bidrage til den fortsatte vækst og succes. Jeg får et stærkt salgsteam i ryggen, og sammen vil vi udvikle salgsstrategier, der vil blive endnu mere succesfulde i bestræbelserne på at ramme eksisterende og nye kunder,“ siger Klaus Johansen.