Bravo Tours på kant med markedsføringsloven

Annoncer for direkte fly til Cuba bringer Bravo Tours på kant med markedsføringsloven. For i realiteten skal der skiftes fly i Tyskland.

Danskere med trang til at udforske et af verdens få tilbageværende kommunistiske lande kan flyve direkte fra Danmark til Cuba med charterarrangøren Bravo Tours. Det fremgår af annoncer på blandt andet ekstrabladet.dk, hvor der med store bogstaver står ”Vi flyver direkte”.

Normalt vil de fleste nok definere en direkte flyvning som værende en flyvning uden stop mellem to lufthavne eller med et teknisk stop i en lufthavn undervejs for at tanke brændstof – men uden flyskifte.

Et opslag på Bravo Tours’ hjemmeside afslører dog, at selskabets direkte flyvning til Cuba reelt er to flyvninger, hvor de rejsende får mindst to timers ventetid hver vej i en tysk lufthavn. Fra København flyver man nemlig først til Düsseldorf med airberlin ombord på et mellemdistancefly. Herfra flyver man i et langdistancefly til Varadero på Cuba.

Hjemturen foregår efter samme model – dog i omvendt rækkefølge. Langdistancefly til Düsseldorf, flyskifte og mellemdistancefly til København.

Vildledende oplysninger
Hos Forbrugerombudsmanden vil man ikke udtale sig om den konkrete annonce. Hvad det generelt vil sige, at en flyrute er direkte, vil ombudsmanden dog gerne give sit bud på.

”Hvis man siger, at en flyvning er direkte, så må det forstås sådan, at man ikke skal skifte fly,” fastslår specialkonsulent Eva Sjøgren fra Forbrugerombudsmanden overfor CHECK-IN.dk.

Hun gør desuden opmærksom på, at virksomheder ifølge Markedsføringslovens paragraf 3 ikke må komme med vildledende oplysninger i deres markedsføring.

Kan virke misvisende
Hos Bravo Tours kan man godt se, at betegnelsen “direkte“ kan virke underlig i det konkrete tilfælde. Men sådan gør alle i luftfartsbranchen, pointerer charterarrangøren.

“Det kan måske virke misvisende. Det vil jeg godt give dig ret i. Men man kalder det direkte, når flyvningerne kører på den samme billet,“ forklarede Peder Hornshøj, direktør for Bravo Tours, til CHECK-IN.dk onsdag eftermiddag.

Han fortsatte:

“Hvis det er i strid med markedsføringsloven, så har hele flybranchen et problem.“

Senere onsdag vendte Peder Hornshøj med en skriftlig besked om, atBravo Tours ikke plejer at bruge betegnelsen direkte med mindre at det er en direkte nonstop rute.

Om det konkrete banner på ekstrabladet.dk skriver Peder Hornshøj:

“Det er et gammelt banner fra dengang, vi fløj direkte fra såvel Billund som København. Det banner var fejlagtigt blevet hevet frem af skuffen igen. Det er stoppet og bliver ikke brugt mere,“ fastslår Peder Hornshøj.

I en gråzone
I sidste uge kunne CHECK-IN.dk fortælle hvordan det islandske flyselskab WOW Air giver indtryk af, at selskabet har ruter mellem København og flere nordamerikanske destinationer og næste år åbner endnu flere ruter mellem København og Nordamerika. Reelt er der dog tale om at passagererne skal skifte fly på Island. Et faktum, som WOW Air ikke gør særlig meget ud af at omtale.

Forbrugerombudsmanden betegnede den slags markedsføring som værende i en gråzone.