EL-2 Goldfinch-flyet fra Electra. (Foto: John Langford | Electra | PR)

Norske lufthavne skal være testlokationer for hybridelektriske fly

Norge vil teste et nyt hybridfly, der er særligt velegnet til korte regionale ruter. Flyet kan lande og lette på 50 meter, og der er udpeget fem testlokationer, heraf tre lufthavnen, hvor forholdene er vidt forskellige.

Norge er et af de lande i Europa, som på grund af sin særlige geografi har flest regionale ruter. Nu skal landet være hjemsted for test af et nyt hybridelektrisk fly, der er særligt velegnet til netop denne type flytrafik. Flyet kan blandt andet lande på lokaliteter uden landingsbane.

Der er fire partnere i projektet: Bristow Group, Electra, Avinor og Luftfartstilsynet i Norge. De er gået sammen om at gennemføre demonstrationsflyvninger med Electras hybridelektriske EL2-demonstrationsfly. Det skal give viden om, hvordan nye flytyper kan operere i norsk luftfart.

Flyet har elektriske motorer og kombinerer batterier med en turbogenerator, der drives af bæredygtigt flybrændstof (SAF). Målet er at få erfaringer og data om den operationelle drift, de markedsmæssige muligheder og regulatoriske forhold. Ideen er at understøtte indførelsen af elektriske og hybridelektriske luftfartøjer.

Testes under forskellige forhold
Flyet skal testes under meget forskellige forhold. Derfor er Trondheim Lufthavn, Oslo Lufthavn, Mosjøen Lufthavn, Horvnes kaj ved Sandnessjøen og Kongsbergporten erhvervspark udvalgt som testlokationer. De fem steder repræsenterer forskellige typer lufthavne samt lokaliteter uden landingsbaner.

Horvnes kaj ved Sandnessjøen og Kongsbergporten erhvervspark skal bruges til at demonstrere nye landingspladser på steder, hvor der i dag ikke findes etablerede landingsbaner. Trondheim og Oslo Lufthavn skal give erfaring med integration af flyet i driften ved større lufthavne. Mosjøen er valgt som eksempel på en kortbanelufthavn i Nordnorge, hvor flyets egenskaber og nye indflyvningsprocedurer kan afprøves.

»De udvalgte lokationer giver os mulighed for at teste Electras fly under forskellige operationelle forhold og demonstrere både flyets kapacitet og fleksibilitet gennem ekstremt korte starter og landinger. Samtidig får vi vigtig viden om, hvad der kan blive nødvendigt for fremtidige regionale luftmobilitetstjenester,« siger Dave Stepanek, koncerndirektør og Chief Transformation Officer i Bristow.

Han tilføjer, at flyet kan åbne nye muligheder for regional trafik på meget korte strækninger og forbinde byer og samfund uden traditionelle landingsbaner.

Første flyvninger i 2027
Den første demonstrationsflyvning er planlagt til tredje kvartal af 2027. Den videre planlægning skal fastlægge den endelige gennemførelse på de enkelte lokationer på baggrund af operationelle, tekniske og regulatoriske vurderinger.

Norge ønsker at være en international testarena for luftfart med nul- og lavemissioner. Der er tale om et statsligt initiativ under ledelse af Avinor og Luftfartstilsynet med økonomisk støtte fra den norske regering.

 

Relaterede artikler:

Premiere på norsk testrute med elfly

Vil benytte el-fly mellem Stavanger og Bergen i år

Indgår aftale: Vil benytte Norge som testområde