Fly fra British Airways ankommer til Aruba. (Foto: Aschwin Maduro | British Airways | PR)

British Airways åbner to nye caribiske ruter

To ruter til destinationer i Caribien er en del af årets sommertrafikprogram hos British Airways. Ruterne er allerede blevet indviet, og de vil begge blive befløjet med et Boeing 777-200-fly.

Den forgangne søndag var den sidste i marts, hvilket sædvanligvis er den dag, hvor flyselskaberne sætter gang i driften på årets sommertrafikprogrammer. Det resulterer ofte i at nye destinationer tilføjes til rutekortet, mens andre forsvinder enten for en sæson eller permanent.

Det er også tilfældet hos British Airways, der blandt årets nyheder har to nye ruter til Caribien, da flyselskabet i fremtiden vil beflyve både øen Aruba i Caribien samt landet Guyana, der trods placeringen på fastlandet også er en del af den caribiske region.

British Airways oplyser, at debutflyvningerne til begge de to nye destinationer er blevet foretaget, og fremover vil de blive betjent med et Boeing 777-200-fly i en treklasses-konfiguration bestående af Club, som er flyselskabets Business Class, British Airways’ Premium Economy kaldet World Traveller Plus samt World Traveller, der svarer til Economy Class.

To gange om ugen til Aruba
Den første flyvning fandt sted søndag mellem London-Gatwick og Queen Beatrix International Airport, der ligger ved hovedstaden Oranjestad på Aruba. Den blev foretaget i et Boeing-fly, der bærer registreringsnummeret G-VIIR.

Flyet afgik klokken 10.56 fra den britiske hovedstadslufthavn, og det landede i Aruba klokken 17.04 lokal tid. I løbet af sommeren vil ruten blive befløjet torsdage og søndag via et stop i V. C. Bird International Airport på Antigua.

Samme dag foretog British Airways desuden den første direkte flyvning til Port of Spain, som er hovedstaden i Trinidad og Tobago. Byen er tidligere blevet betjent via en rute, hvor der blev foretaget et stop på øen Saint Lucia. Den nye rute vil have tre flyvninger om ugen fra London-Gatwick.

Flyver til faderens fødeland
Mandag i indeværende uge åbnede det britiske flyselskab ruten til Guyana med en flyvning fra Gatwick, hvor flyet G-VIIX lettede klokken 11.56 og efter en mellemlanding på Saint Lucia landede i Cheddi Jagan International Airport syd for landets hovedstad Georgetown klokken 18.07 lokal tid.

Fremover vil denne rute blive betjent to gange ugentligt, og flyvningerne vil finde sted mandage og torsdage. Flyvningen blev foretaget af kaptajn Marc Chan, hvis far stammede fra Guyana og endte med at blive kaptajn hos British Airways, og derfor havde mandagens debutflyvning også personlig betydning.

”Min far, Michael Chan-Choong, var den første pilot hos BOAC (et af de selskaber, der via en fusion blev til det British Airways, som vi kender i dag, red.) fra Guyana. Mere end 50 år senere er jeg meget stolt af at foretage denne debutflyvning samme med styrmand Alan Brooks, der også har caribiske aner. Det er første gang, at jeg besøger min faders fødeland.”


Relaterede artikler:

Vender tilbage til Kina med 11 ugentlige afgange

Nye uniformer hos British Airways

Fem nye Europa-ruter fra British Airways