Airbus A320 fra British Airways. (Foto: British Airways | PR)

British Airways er tilbage i Gatwick med nyt selskab

British Airways flyver igen fra Gatwick-lufthavnen. Det bliver dog under et andet navn, da selskabet har etableret en ny produktionsplatform til de korte ruter.

Det er to år siden, at flyselskabet British Airways sidst havde flyvninger fra Londons næststørste lufthavn Gatwick. Selskabet stoppede flytrafikken i foråret 2020 som følge af COVID-19-pandemien, og fordi British Airways tabte penge på driften fra lufthavnen. Derfor koncentrerede flyselskabet i stedet aktiviteterne omkring Heathrow-lufthavnen.

I august sidste år fortalte British Airways dog, at flyselskabet fortsat ønskede at flyve korte fritidsruter fra Gatwick, men det skulle ske på en ny produktionsplatform med nye og billigere overenskomster.

Det resulterede i skabelsen af flyselskabet BA EuroFlyer, som tirsdag i denne uge havde den første flyvning mellem Gatwick og den cypriotiske by Larnaca. Derudover foretog selskabet også tre flyvninger til Amsterdam, ferieøen Tenerife og byen Pafos, der ligger på Cypern.

Starter med 35 ruter
I første omgang er det British Airways, der opererer flyvningerne med det nye selskab på flyselskabets egen kommercielle driftstilladelse (AOC, red.). Flyene vil derudover være bemalet med British Airways-brandet, men selskabet fortæller, at BA EuroFlyers eget brand vil blive introduceret senere i år.

Selskabet har indtil videre etableret 35 ruter fra Gatwick til blandt andet Berlin, Bordeaux, Dubrovnik, Ibiza, Madrid og andre destinationer i udlandet, og det oplyses, at flere ruter vil blive tilføjet i løbet af i år. BA EuroFlyer får til huse i den sydlige terminal i Gatwick, der i denne weekend blev genåbnet efter at have været lukket i to år grundet en trafiknedgang under COVID-19-pandemien.

British Airways har tidligere udtalt, at flyselskabet planlægger at placere tre fly i Gatwick til en start, men at dette antal skal øges gradvist, så der i slutningen af maj vil være op til 18 fly, der har base i lufthavnen.

Rejsende med BA EuroFlyer vil få adgang til en del af de samme fordele, som de passagerer, der flyver med British Airways. Det drejer sig blandt andet om muligheden for at medbringe en ”gavmild” mængde bagage, gratis vand og snacks ombord, frit sædevalg på visse flyvninger samt loungeadgang.

Business og Economy Class
Flyselskabet oplyser, at alle BA EuroFlyer-flyene fremadrettet vil blive indrettet med to kabineklasser. Det bliver henholdsvis om Club Europe, som er British Airways’ Business Class, samt et antal sæder på selskabets Economy Class, der kaldes Euro Traveller.

Passagerer, der booker billet til Club Europe, får adgang til hurtigere check-in, eksklusive lounges samt et måltid og drikkevarer undervejs på flyvningen, mens Euro Traveller-kunderne kan bestille mad inden flyets afgang eller undervejs via British Airways’ Speedbird Café-app.

Ifølge Tom Stoddart, som er fungerende koncernchef i BA EuroFlyer, er det en vigtig milepæl for British Airways, at flyselskabet nu igen er at finde på afgangstavlerne i Gatwick efter to års fravær fra lufthavnen.

“Jeg er virkelig stolt af det, vi har skabt i Gatwick. Vi har et fremragende hold med masser af nye og spændende talenter. Jeg glæder mig til at se vores nyeste datterselskab vokse, tilføje nye ruter og give kunderne flere muligheder for at komme af sted på ferie med en førsteklasses British Airways-service.”

 

Relaterede artikler:

Lufthansa-initiativ kan bane vejen for SAS

BA EuroFlyer klar med 35 ruter fra London Gatwick

British Airways klar til at ændre Gatwick-beslutning