Det har været nødvendigt for British Airways at indlede et samarbejde med et selskab i SkyTeam-alliancen for at få stærkere fodfæste på det kinesiske marked.
British Airways, der er en af grundlæggerne af Oneworld-alliancen, har længe haft brug for et samarbejde med et kinesisk flyselskab for at sikre dig et bedre fodfæste i Kina. Alliancen har “kun” Hong Kong-selskabet Cathay Pacific som medlem, hvorfor det har været nødvendigt for British Airways at gå på strandhugst hos SkyTeam-alliancen, hvor China Eastern Airlines har vist vilje til samarbejde.
China Eastern Airlines har base i Shanghai, og samarbejdet med det store britiske flyselskab betyder, at British Airways får sin BA-kode på flyvninger til Kunming, Xi’an, Nanjing, Hangzhou og Chongqing. Samtidig får China Eastern Airlines selskabets MU-kode på flyvninger fra London til Aberdeen, Belfast City, Edinburgh, Glasgow, Leeds-Bradford, Manchester og Newcastle.
Den nye codeshare-aftale betyder, at rejsende med British Airways fra Europa mere bekvemt kan rejse til de fem kinesiske byer omfattet af aftalen via selskabets gateways i Kina, ligesom rejsende med China Eastern kan få adgang vi British Airways-netværket via Shanghai og Chengdu.
Styrket rutenetværk
Hos British Airways er der glæde over at have fået hul igennem til det kinesiske marked, selvom det sker med en partner fra en konkurrerende alliance.
“Vi er glade for at have indgået et samarbejde med China Eastern Airlines, og det glæder os, at vi nu kan tilbyde vores kunder muligheden for gennem British Airways at købe billetter til disse attraktive regionale destinationer i Kina,” siger koncernchef Alex Cruz fra British Airways i en pressemeddelelse.
BA-bossen fremhæver fordelene for forretningsrejsende med aktiviteter i de områder, som codeshare-aftalen dækker. Samtidig giver samarbejdet gode muligheder for fritidsrejsende til at opleve terrakottafigurerne i Xi’an samt andre turistmæssige attraktioner i blandt andet Nanjing og Chongqing.
Aftalen mellem de to flyselskaber hilses naturligvis også velkommen af China Eastern Airlines.
“British Airways er en meget vigtig partner for China Eastern, og vi er glade for, at samarbejdet har bevæget sig ind i en ny fase. Det glæder os, at vi kan tage hul på et gensidigt udbytterigt samarbejde og derigennem tilbyde vores kunder et mere attraktivt rutenetværk samt en mere komfortabel rejseoplevelse. Storbritannien er populær hos kinesiske rejsende, og vi ser frem til at byde kunderne velkommen om bord på vores fly til Storbritannien via London,” lyder det fra Zeng Yongchao, der er vicedirektør for salg og marketing hos China Eastern Airlines.
Shanghai-baserede China Eastern Airlines er et af Kinas tre stort statsejede flyselskaber med hubs i Pudong og Hongqiao-lufthavnene i Shanghai samt i Kunming i det sydvestlige Kina. Flyselskabet benytter sig af fly fra Airbus, Boeing, Embraer og Bombardier til at betjene 350 indenrigsruter og 40 internationale destinationer, der omfatter byer i Australien, Europa, Korea, Japan, Nordamerika og Sydøstasien.
Relaterede artikler:
Delta køber sig ind i China Eastern Airlines