British Airways Boeing 787-9 Dreamliner

British Airways-piloter annoncerer tre strejkedage

Den britiske pilotfagforening BALPA har fredag varslet strejke for omkring 4.000 piloter hos British Airways i begyndelsen og slutningen af september.

Den 22. juli offentliggjorde The British Airline Pilots Association (BALPA), at British Airways-piloterne havde besluttet sig for at gå i strejke. Resultatet af en urafstemning viste, at et flertal på 93 procent af de afgivne stemmer, ønskede at bruge strejkevåbnet for presse deres arbejdsgiver til at imødekomme deres krav til en ny overenskomst.

Nu har BALPA imidlertid sendt strejkevarsel til British Airways, da det i mellemtiden ikke er lykkedes at komme nærmere en aftale, som piloterne hos British Airways kan acceptere.

Det betyder, at 4.000 af samlet 4.500 piloter hos British Airways vil gå i strejke den 9. og 10. september og igen den 27. september. Ifølge BALPA vil strejken koste 40 millioner britiske pund per dag, hvorfor den samlede regning for de tre strejkedage kan blive på 120 millioner pund – eller hvad der svarer til næsten en milliard danske kroner.

Da BALPA samtidig hævder, at gabet mellem piloternes krav og tilbuddet fra British Airways kun er på fem millioner pund, finder fagforeningen det uforståeligt, at flyselskabet er klar til en strejke, der kan vise sig at blive meget dyrere.

“Vort tilbud vil derfor fortsat ligge på bordet, hvis British Airways skulle ønske at indgå en aftale, før at strejken bliver en realitet,” lyder det i en pressemeddelelse fra BALPA.

Afviser 11,5 procent i lønforhøjelse
Hos British Airways er der skuffelse over, at selskabets piloter organiseret hos BALPA har afsendt strejkevarsel. British Airways kalder det “komplet uacceptabelt”, at BALPA kommer til at ødelægge rejseplanerne for i titusindvis af kunder.

“Vi er ekstremt kede af, at BALPA har besluttet at gennemføre denne hensynsløse handling efter mange måneders forhandlinger, hvor vi har fremlagt et meget fair tilbud,” skriver British Airways.

British Airways oplyser, at selskabet har tilbudt piloterne en samlet lønforhøjelse på 11,5 procent over tre år, og at andre personalegrupper i British Airways, organiseret af fagforeningerne Unite og GMB, allerede har accepteret tilsvarende aftaler.

BALPA mener til gengæld, at piloterne har et efterslæb, og at British Airways, med de senere års store overskud, burde lade piloterne få en større andel af den øgede værdiskabelse.

“British Airways er et ekstremt profitabelt og succesfuldt selskab, og piloterne har været stolte af deres andel i dette. I 2018 annoncerede selskabet et overskud på to milliarder pund. Igennem de senere år har piloterne gentagne gange ofret sig for at hjælpe selskabet gennem lønreduktioner, produktivitetsforbedringer, lukning af en pensionsaftale, opgivelse af årlige fridage, et nyt vagtsystem og reduktion af betaling for flyvninger.

Ingen strejke hos dansk franchisepartner
British Airways er gået i gang med at lave et nødprogram, og kunderne vil blive tilbudt refundering eller ombooking af allerede købte billetter. Samtidig arbejdes der for, at samarbejdspartnere kan indsætte større fly, ligesom det også undersøges i hvilket omfang det vil være muligt at wetlease kapacitet fra andre flyselskaber.

Endelig understreger British Airways, at BA CityFlyer samt de to franchisepartnere, danske Sun-Air og sydafrikanske Comair, ikke vil være omfattet af konflikten.

 

Relaterede artikler:

British Airways-piloter klar til strejke

Ansatte truer med at lamme trafikken i Heathrow

Større britiske lønkrav end hos SAS-piloter