Prisvinderne ved dette års Routes World. (Foto: Ocean Driven Media | Routes World | PR)

Britisk lufthavn tog sejren hjem ved Routes World

Traditionen tro blev der uddelt priser ved Routes World. Såvel hovedprisen som førstepladsen i en af andre kategorier gik i år til samme lufthavn, fordi man her har haft travlt i tiden efter pandemien.

Siden søndag har deltagere fra hele verden været samlet i østaten Bahrain, der i år danner ramme om den globale ruteudviklingskonference Routes World. Omkring 2.300 delegerede er til stede. Heriblandt de 230 største flyselskaber i verden.

Der er sædvanligvis travlt ved mødebordene, når enten Routes World eller den europæiske pendant finder sted. Det skulle også være tilfældet i år, da man før konferencen gik i gang anslog, at deltagerne vil afholde godt 9.000 møder.

Københavns Lufthavn er blandt andet til stede og havde forud for konferencen 98 møder planlagt, mens Billund Lufthavn havde 22 møder i bogen med flyselskaber fra både Europa samt oversøiske markeder såsom Mellemøsten.

Tager to priser på en gang
Udover mange møder er der en anden tradition, der ligeledes blev holdt i hævd ved årets udgave af ruteudviklingskonferencen. Det drejer sig om uddeling af Routes Awards. Priserne tildeles lufthavne og andre aktører i branchen, som har udmærket sig i året der gik.

I år endte det med at være Newcastle International Airport (NCL), der blev kåret som vinder i den overordnede kategori, da lufthavnens strategi for ruteudvikling har resulteret i aftaler med fire nye flyselskaber og 41 nyetablerede ruter efter COVID-19-pandemien.

Lufthavnen, der benyttes af 16 flyselskaber og har flyvninger til 80 destinationer med videre forbindelse til 325, vandt desuden også prisen i kategorien for lufthavne, der har færre end fem millioner årlige passagerer. Det var andet år i træk, at lufthavnen landede den hæder.

“Vi sætter i den grad pris på støtten fra vores samarbejdspartnere hos flyselskaberne, der til stadighed vælger at investere i Newcastle-markedet og dermed sikrer vigtige flyforbindelse til det nordøstlige England,” siger lufthavnens trafikudviklingsdirektør Leon McQuaid.

British Airways vandt
En betydelig fremgang i at øge antallet af ruter og kapacitet sikrede derimod Edmonton International Airport (YEG) prisen i kategorien for lufthavne, der betjener mellem fem og 10 millioner rejsende om året, mens Prague Airport (PRG) vandt for 10 til 20 millioner passagerer.

Dommerne lagde blandt andet til grund, at lufthavnen i Prag har haft en 29 procent stigning i antallet af passagerer og regner med at runde 16,2 millioner rejsende i år.

Det var Brussels Airport (BRU), der løb med sejren i kategorien for lufthavne med flere end 20 millioner årlige passagerer. Prisen blev tildelt på baggrund af, at den belgiske hovedstadslufthavn har kurs mod 24 millioner rejsende i år, hvilket vil det højeste antal siden pandemien.

I tillæg hertil har ruteudviklingerne hos BRU trukket blandt andet Singapore Airlines og Wizz Air til samt fået 20 nye destinationer på afgangstavlerne. Cypern blev kåret som årets destination, mens British Airways stillede sig øverst på sejrsskamlen i kategorien for flyselskaber.

Michael Garko, der er senior netværk- og planlægningsanalytiker ved det amerikanske flyselskab Sun Country Airlines, blev udnævnt som årets talent, mens VietJet Airs kommercielle direktør Jay L Lingeswara blev honoreret for sit lederskab.


Relaterede artikler:

Routes World: Nordisk luftfart er på plads i Bahrain

Dansker nomineret til pris ved Routes World

Budapest Airport tog stikket hjem ved Routes Europe