Charterbranchen tror på indgreb før mulig spansk påskestrejke

Tusinder af danske chartergæsters påskerejse til Spanien kan komme i fare, hvis de spanske lufthavne gør alvor af truslen om at nedlægge arbejdet i påskeferien. Indtil videre tror og håber charterbranchen på, at de spanske myndigheder vil afværge en ny strejke, der ifølge Star Tour og Spies vil skade den spanske turistindustri.

Når påsken står for døren om godt en måned, vil omkring 10.000 danskere være klar til at rejse på charterferie til Spanien. Typisk rejser størstedelen til De Kanariske Øer, hvor påsken for alvor skyder sæsonen i gang.

Men det kan blive usikkert, om de rejsende kommer af sted. En påskestrejke i de spanske lufthavne kan nemlig være på vej, efter at de ansatte i lufthavnene og de spanske flyveledere tidligere på ugen varsledestrejker på konkrete datoer omkring påsken. Dette vil betyde, at chartergæsternes ferie kan komme i fare med risiko for at blive aflyst eller i bedste fald ombooket.

Indtil videre er intet afgjort, og i den danske charterbranche krydser man fingre for, at de ansatte i despanske lufthavne vil besinde sig, idet en eventuel strejke vil kunne få klare konsekvenser for den spanske turistindustri.

”Hvis der kommer nye strejker, vil Spanien miste fodfæstet som et stærkt turistland og samtidig få nogle skrammer, som landet ikke kan tåle. Hvis de rejsende ikke kan være sikre på at komme af sted eller hjem fra ferien, vil de vælge andre destinationer, og så vil landet miste turister. Andre attraktive rejsemål kan være Egypten, Grækenland, Cypern og Portugal, så der er bestemt andre alternativer,” siger salgsdirektør hos Star Tour, Stig Elling, der minder om, at den spanske økonomi i forvejen lider hårdt på baggrund af den finansielle krise.

Det samme synspunkt har Spies-direktøren Jan Vendelbo. Han siger til CHECK-IN.dk, at en strejke ikke vil fremme Spanien som turistland, og samtidig kan den nuværende situation skabe usikkerhed blandt de gæster, der har bestilt en rejse til en spansk charterdestination i påsken.

Sandsynligt at myndighederne griber ind

Hos Thomas Cook Airlines Scandinavia, der opererer flyvninger for blandt andre Spies, afventer man p.t. resultatet af de igangværende forhandlinger og møder mellem parterne i konflikten. Og selskabet tror på, at man finder en løsning.

”Jeg tror ikke på, at myndighederne vil tillade endnu en strejke og dermed kaste Spanien ud i en kaotisk trafiksituation. Sidste gang tog militæret over, og det kan man ikke forestille sig vil ske igen,” siger informationschef, Torben Andersen, der mener, at det endnu er for tidligt at konkludere, om gæsternes ferie kan komme i fare.

Star Tour tror ligeledes på, at de spanske myndigheder vil gribe ind og afværge en strejke, og rejsearrangøren er klar til at gøre sit for at forhindre en påskestrejke.

”Vi vil kontakte vores netværk i Spanien og sige, at det vil ødelægge Spaniens gode ry som turistland, og på den måde vil vi presse myndighederne fra vores organisation,” siger Stig Elling, der gennem Star Tour repræsenterer TUI Group, der er en af verdens største rejsekoncerner.

Den seneste strejke i spanske lufthavne var i december 2010, hvor spanske flyveledere nedlagde arbejdet, hvilket lammede flytrafikken i landet. Dengang blev militæret sat ind for at overtage flyveledernes arbejde.