Cimber Sterling-emission er fuldtegnet

Onsdag aften kom Cimber Sterling i mål med fortegning af samtlige udbudte aktier. Danfoss-familiens fond har støttet selskabet.

Efter en hektisk og turbulent tegningsperiode kunne Cimber Sterling i går aftes meddele, at der var modtaget tegningstilsagn for samtlige udbudte 27.500.000 aktier.

Cimber Sterling oplyser, at tegningstilsagnene er givet af såvel private, som danske og udenlandske institutionelle investorer, herunder Bitten og Mads Clausens Fond. Fonden er en erhvervsdrivende fond stiftet i 1971 af Bitten Clausen, der er enke efter Danfoss-stifteren Mads Clausen.

Fonden er styret af sin fundats, der er baseret på Mads Clausens ønsker om den fremtidige udvikling af Danfoss. Det vil sige, at fondens formål er at støtte aktiviteter, der har en positiv indvirkning på Danfoss A/S, koncernens medarbejdere og de lokalområder, hvor Danfoss har sine aktiviteter.

Cimber 737 retro

Cimber Sterling flyver med støtte fra Danfoss-familien

Støtten gives normalt kun som finansielle donationer, hvorfor fondens tegning af aktier i Cimber Sterling er bemærkelsesværdig. Men da fonden generelt ønsker at støtte aktiviteter, der er til gavn for Sønderjylland, har der angiveligt været overvejelser om at sikre en bæredygtig infrastruktur med Cimber Sterlings indenrigsflyrute til Sønderborg Lufthavn.

Udbuddet lukker fredag den 27. november kl. 16.00 og den endelige afregningskurs forventes offentliggjort den 30. november.