Cimber Sterling: Fremgang i indtjeningen

Mange luftfartsselskaber oplever i øjeblikket et ‘yieldpres’ i et særdeles konkurrencepræget marked. Cimber Sterling går mod strømmen og har tre måneder i træk forbedret selskabets yield måned for måned samt i forhold til året før.

Et af nøgletallene i luftfarten er ydtrykket ‘yield’, der angiver den gennemsnitlige billetindtægt pr. fløjet kilometer. Tallet findes ved at dividere de totale indtægter fra salg af billetter med det totale antal solgte kilometer (RPK).

Udvikling i yield´en er da også udtryk for, hvorvidt et luftfartsselskab er i stand til at modstå et eventuelt prispres i markedet. Noget kunne tyde på, at Cimber Sterling har fået justeret selskabets prissætning, således at indtjeningen pr. solgt sædekilometer er blevet øget – både i forhold til sidste år, mens også i flere måneder i træk. Sidstnævnte er dog delvist produktbetinget, da yielden er lavere på de længere strækninger.

Den positive udvikling fremgår af selsskabets seneste trafiktal, der publiceres hver måned. Fra august måned frem til oktober er selskabet yield øget fra 0,85 kr. pr. passagerkilometer i august måned til 1,03 kr. pr. passagerkilometer i oktober måned. Alene i oktober måned øgede Cimber Sterling selskabets yield med mere end 25 procent fra 0,82 kr. året før til førnævnte 1,03 kr.

MÅNED Yield
2010
RASK
2010
Yield
2009
RASK
2009
OKTOBER 1,03 0,68 0,82 0,53
SEPTEMBER 0,97 0,62 0,95 0,63
AUGUST 0,85 0,54 0,83 0,54

Man kan dog ikke alene tage yield-begrebet som udtryk for selskabets sundhedstilstand. Der skal også tages højde for selskabets evne til at udnytte den udbudte kapacitet. Her kommer RASK (Revenue per available seat kilometer) ind i billedet. Dette tal tager nemlig højde for belægningsprocenten på flyene. Men også her er der ved at være fremgang for Cimber Sterling.

Til sammeligning har såvel SAS som Norwegian været udsat for et konstant yield-pres gennem de seneste tre måneder, mens Cimber Sterling således har formået at holde fast i priserne, omend det har kostet på belægningsprocenten.

”Vi har selvfølgelig haft en opstartsfase i forbindelse med alle de nye ruter, vi begyndte at åbne til Sydeuropa for snart to år siden. Det ses tydeligt nu, at vi er blevet lagt bedre til at planlægge og prissætte vores produkter til det sydlige Europa”, fortæller administrerende direktørJacob Krogsgaard – og fortsætter: ”En bedre belægning på vores fly sammen med en bedre prissætning er rigtig meget værd i et konkurrencepræget marked.”

Cimber Sterling vil tirsdag den 14. december offentliggøre selskabets halvårsregnskab. “Vi glæder os meget til præsentationen. Kvartalregnskabet vil afspejle trafiktal, som vi har været meget glade for,“ siger Jacobs Krogsgaard til CHECK-IN.dk.

Jacob Krogsgaard bekræfter, at selskabet stadig holder fast i den tidligere udmeldte strategi “Back in black“ der betyder, at selskabet fra april måned 2011 og fremadrettet kommer til at tjene penge.

Foto: Cimber Sterling har fremgang i selskabets ‘yield’ på et tidspunkt hvor andre selskaber i markedet mærket et stigende prispres.