Cimber Sterling gearet til vækst

Cimber Sterling-koncernen har netop offentliggjort årsregnskabet for 2008/09. Selskabet forventer 50 % passagervækst.

Cimber Sterling-koncernen har vokseværk. Selskabet har netop præsenteret sig regnskab for driftsåret, der sluttede den 30. april 2009. Omsætningen steg til knapt 1,3 mia. kr., mens resultatet af den primære drift faldt fra et plus på 74 mio. kr til et minus på 2 mio. kr. Ser man på resultatet efter finansielle poster fremkommer et underskud på 79 mio. kr mod et overskud året før på 69 mio. kr – en nedgang på næsten 150 mio. kr.

Resultatet er naturligvis påvirket af engangsomkostninger ved overtagelsen af konkursboet efter Sterling Airlines, selvom denne post kun har indflydelse i regnskabsårets sidste fire måneder.

Der er da også stor tilfredshed at spore hos selskabets ledelse, der kan berette om en stigning i passagertallet på over 50 % i perioden fra maj til til september 2009 samt en stigende markedsandel på indenrigsflyvningen.

Cimber 737 retro

“Opkøbet af Sterling satte os i stand til at udjævne sæsonudsvingene og flyve med et mere jævnt passagerantal året rundt gennem en kombination af forretnings- og leisureruter, hvilket giver en mere stabil indtjening. De kommende år vil Cimber Sterling sætte yderligere trumf på ved dels at forøge antallet af daglige afgange til eksisterende destinationer, dels at åbne en række nye destinationer,“ siger administrerende direktør Jørgen Nielsen.

Cimber Sterling flyver i dag til 51 destinationer, hvoraf de 36 er åbnet indenfor de seneste 10 måneder. Forventningerne til fremtiden er også tilsvarende stor. Når indeværende regnskabsår slutter den 30. april 2010 forventer Cimber Sterling at have transporteret mellem 1,7 og 1,8 mio. passagerer samt øget omsætningen med 25 – 30 %. Herudover er et forbedret positivt driftsresultat også et af målene for selskabet.

Præsentation af årsregnskabet blev samtidig “fejret“ med annonceringen af tre nye ruter fra Københavns Lufthavn, så selskabet når op på 54 destinationer. De nye ruter går til Lissabon, Larnaca og Catania fra maj 2010.