Fra mandag den 16. maj skal der betales 15 kroner yderligere for at medbringe indskrevet bagage på Cimber Sterlings udenrigsruter. ‘Når billetpriserne er så lave, må indtjeningen findes andre steder’, hedder det i en meddelelse fra selskabet.
Fra og med i dag er det blevet lidt dyrere at medbringe indskrevet bagage på Cimber Sterlings udenrigsflyruter. Prisen er hævet med 15 kroner til i alt
80 kroner, hvis bagagen er forudbestilt og betalt.Venter man dermed med at betale for bagagen i lufthavnen, skal der betales 150 kroner for en indskrevet kuffert.
Cimber Sterling begrunder stigningen således:
”Når billetpriserne er så lave som de er, må indtjeningen findes andre steder. Vi har derfor valgt en rimelighedsbetragtning over for passagererne, så man selv betaler for sin bagage individuelt, frem for at alle passagerer betaler kollektivt via billetprisen – uden nødvendigvis selv at skulle have bagage med”, siger Stefan Vilner, kommerciel direktør i Cimber Sterling.
Prisen på bagage på indenrigsruterne stiger ikke, da selskabet fastholder sit princip om, at prisen på bagage skal afspejles i den distance, bagagen skal transporteres.
”Det siger sig selv, at det er dyrere at transportere en kuffert til Tel Aviv, end det er at transportere den til Karup. Igen har vi fat i et rimelighedsprincip.”, siger Vilner, og fortsætter: ”Det betyder ligeledes, at vi tilgodeser de kunder, der forudbestiller deres bagage i forbindelse med selve bookingen, da de på den måde ikke benytter sig af menneskelige ressourcer, som man gør, hvis man venter med at betale for sin bagage i forbindelse med afrejsen”.
Herefter vil bagagetilæggene være følgende:
Forudbestilt bagage
. Indenrigs (pr. strækning) 50kroner / 7 Euro
. Udenrigs (pr. strækning) 80 kroner / 11 Euro
Bagage ved check-in-skranken
. Indenrigs (pr. strækning) 100kroner / 15 Euro
. Udenrigs (pr. strækning: 150kroner / 20Euro
Trods stigningen er Cimber Sterling stadigvæk på nogenlunde samme prisniveau som de øvrige aktører i markedet.
Eksempelvis har det norske lavprisflyselskab Norwegianet bagage-tillæg på 60 kroner til storbyerne og 80 kroner til Middelhavs-destinationerne samt Dubai. Tillægget er det dobbelte ved betaling i afrejselufthavnen, henholdsvis 120 kroner og 160 kroner.