Cimber Sterling har nedsat priserne

De fleksible billetter bliver billigere og de laveste priser endnu billigere. Det er resultatet af nye bookingklasser, som Cimber Sterling er ved at implementere.

I begyndelsen af november måned ændrede Cimber Sterling sit priskoncept til kun at omfatte tre pristyper – mod tidligere fire.

Det var den restriktive “Saver“ billettype, der blev taget ud af priskonceptet. Samtidigblev billetterne gjort mere fleksible idet forsalgsreglen (2 eller 7 dages) blev fjernet. Herudover blev det muligt at ændre alle billettyper før afrejsen. Det koster i dag 400 kr. at ændre en “Saver Flex“ før afrejse, mens det er gratis på “Flex“ og “Full Flex“ billetyperne.

Cimber Sterling meddelte torsdag rejsebureauerne, at man er undervejs med at implementere 5 nye bookingklasser. De fleksible billetter er ifølge selskabet blevet billigere, og de såkaldte Saver Flex-priser er blevet endnu billigere.

På dansk indenrigs er de ekstra klasser allerede implementeret,og udenrigsdestinationerne følger efter ved overgangen til sommerfartplanen fra den 28 marts 2010.