Cimber Sterling i front med salg af tillægsydelser

Cimber Sterling bliver det første luftfartsselskab i Skandinavien, der vil kunne tilbyde rejsebureauerne adgang til at tilkøbe bagage og sædereservation direkte gennem reservationsssystemet Amadeus.

Begrebet “ancillary services“ er af stadig stigende vigtighed for luftfartsselskaberne. Det dækker nemlig over de tillægsydelser, som de rejsende skal betaleudover den traditionelle billetpris.

Cimber Sterling har igennem et års tid haft betaling for bagage på udvalgte pristyper samt muligheden for at tilkøbe sædereservation på alle flyvninger med undtagelse af indenrigsflyvninger.

Håndteringsmæssigt har det ikke været optimalt for rejsebureauerne, men nu er der lys forude. Cimber Sterling bliver nemlig det første luftfartsselskab i Skandinavien – og et af de første i verden – der kan tilbyde betaling for tillægsydelser via Amadeus Ancillary Services.

Konceptet introduceres fra den 15. marts og er tilgængeligt for alle rejsebureauer i Skandinavien, der anvender Amadeus Selling Platform. Cimber Sterling vil herefter sammen med Amadeus vurdere, hvorvidt det skal tilbydes på andre markeder.

Amadeus oplyser, at der er kørt pilotprojekt med et lille antal forretningsrejsebureauer i begyndelsen af 2011. “Det er en ret stor ting, og kigger vi et år frem fra nu, har vi mange skandinaviske rejsebureauer, der sælger ancillary services på en række luftfartsselskaber. Gennembruddet kommer i 2011,“ vurderer Stig Thorup, der er Commerical Account Manager hos Amadeus Scandinavia.

Cimber Sterling har dermed bragt sig i front teknologisk, idet det forventes, at Amadeus Ancillary Services vil blive forløber for en ny industri-standard blandt luftfartsselskaberne. Derfor har Cimber Sterling også igangsat et samarbejde med GDS-selskabet Travelport, således at produkterne senere på året kan tilbydes i reservationssystemerne Galileoog Worldspan.