Cimber Sterling indgår aftale med Skyways-investor

Cimber Sterling oplyser, at selskabet har indgået en ‘ikke-bindende’ aftale med Mansvell Enterprises Ltd. Hensigten er at skabe et stort regionalt skandinavisk selskab baseret på Cimber Sterlings børsplatform.

(OPDATERET)

Cimber Sterling oplyser i en selskabsmeddelelse, at selskabet har underskrevet et ikke-bindende aftale med Mansvell Enterprises Ltd., der blandet andet står bag det svenske regionale flyselskab Skyways.

Aftalen er baseret på, at Mansvell Enterprises Ltd., indskyder kontant 165 millioner kroner i Cimber Sterling.

“Herefter er det investorens hensigt at skabe et stort regionalt flyselskab på baggrund af Cimber Sterlings børsplatform,“ oplyser bestyrelsesformand Vilhelm Hahn-Pedersen til CHECK-IN.dk.

Vilhelm Hahn-Pedersen oplyser, at det er målet at indgå en bindende aftale inden udgangen af juni måned.

“Vi skal i første omgang have sikret godkendelse fra konkurrencemyndighederne, Trafikstyrelsen samt naturligvis Cimber Sterlings aktionærer,“ siger Vilhelm Hahn-Pedersen.

Udover markant at styrke Cimber Sterlings kapitalgrundlag vil den nye majoritetsaktionær yderligere kunne medvirke til at udvikle Cimber Sterling i rollen som en vigtig luftfartsoperatør på det danske indenrigsmarked og det regionale nordiske marked, hedder det i en pressemeddelelse fra Cimber Sterling.

Det kunne således tyde på, at den nye investor ikke ønske at satse på Cimber Sterlings leisure-ruter til Sydeuropa.

Mansvell er den samme investor, som i december måned sidste år købte det regionale svenske luftfartsselskab Avia Express Sweden AB (Skyways), som efterfølgende i april månedhar opkøbt endnu et regionalt svensk luftfartsselskab – City Airlines AB.