Cimber Sterling på spansk

Den nuværende kapacitet af Boeing 737-fly hos Cimber Sterling er ikke tilstrækkelig til at dække sommertrafikprogrammet. Derfor er der indlejet et ældre Boeing 737-400 fly inklusiv besætning fra det spanske selskab Calima Aviacion.

På Gran Canaria findes et lille spansk luftfartsselskab, der er specialiseret i at udleje fly med besætninger til andre selskaber, der måtte have brug for ekstra sæsonmæssig kapacitet.

Selskabet hedder Calima Aviacion og har blot to fly i flåden. Et ældre Boeing 737-400 fly, der kan skrive 23. juni 1989 på dåbsattesten samt en noget yngre Boeing 737-800, der har lidt mere end 12 år i logbøgerne.

Cimber Sterling har lejet Boeing 737-400 flyet til at dække sommertrafikprogrammet, hvor selskabets nuværende seks Boeing 737-700 ikke rækker. Indtil videre har flyet været benyttet siden den 15. april og har primært fløjet på ruterne fra København til Rom og Málaga samt fra Billund til Palma de Mallorca.

Boeing 737-400 flyeter af den årgang og type som de amerikanske luftfartsmyndigheder FAA for nylig beordrede til et ekstra sikkerhedscheck efter at et fly fra Southwest Airlines havde fået en stor revne i skroget angiveligt på grund af metaltræthed.

HosNorwegian havde man i alt 13 fly af typen Boeing 737-300, der var omfattet af de krævede sikkerhedscheck, mens SAS havde i alt fire fly af typen Boeing 737-400, som skulle gennem en ekstraordinær undersøgelse. Cimber Sterlings egne Boeing 737-700 fly var ikke omfattet af FAA-kravet.

Cimber Sterlings “nye“ spanske fly blev oprindeligt leveret til irske Aer Lingus i juli 1989. Herefter var det fra juli 2000 og et år frem beskæftiget hos to egyptiske luftfartsselskaber inden det i juni 2001 kom til det belgiske charterflyselskab Sobelair. Fra 2004 til 2009 var flyet beskæftiget hos ukrainske AeroSvit Airlines, inden det i oktober 2009 kom til den nuværende spanske operatør-.

Og i den kommende sommer er det således danske rejsende, der kommer til at stifte bekendtskab med det spanske selskabs fly.

Paradoksalt nok er udlejning af fly med besætninger også et forretningsområde for Cimber Sterling. I øjeblikket er fire af selskabets CRJ200-fly udlejet til SAS.