Cimber Sterling tvunget til reduktion af trafikprogram

Hellere aflysninger end forsinkelser lader til at være devisen hos Cimber Sterling. Selskabet har valgt at reducere trafikprogrammet fra den 28. februar og fire uger frem. Det er vintervejret og tekniske problemer med flere fly, der er årsag til aflysningerne.

Vintervejret og tekniske problemer med flere fly har sat sine spor hos Cimber Sterling. Derfor har selskabet valgt i en periode på 4 uger at reducere trafikprogrammet.

Der har nemlig gennem de seneste uger været en del uregelmæssigheder på selskabets flyvninger som følge af kapacitetsmangel og et tæt trafikprogram. Derfor foretrækker Cimber Sterling nu aflysninger fremfor forsinkelser.

“Vi tager nu konsekvensen, for at undgå at vores passagerer bliver ramt af aflysninger med kort varsel, og justerer midlertidigt i vores trafikprogram fra den 28. februar til 27. marts,“ hedder det i en meddelelse fra selskabet.

Det er bl.a. på indenrigsruterne fra København til Billund, Bornholm og Aalborg, at det reducerede trafikprogram iværksættes. Det betyder bl.a., at Bornholm mister morgenafgangen kl. 08.35, mens Aalborg mister afgangen til København kl. 17.20. I Billund Lufthavn må man se den sene aftenafgang kl. 21.35til København midlertidigt forsvinde.

“Det er relativt udramatisk. Det er måske omkring fem procent af vores produktion, der rammes, og vi har trods alt omkring 600 flyafgange pr. uge,“ siger kommerciel direktør Lars Bording fra Cimber Sterling. Han medgiver, at det kan være en temmelig aggressiv måde at kommunikere budskabet på, men understreger at selskabet har en særlig forpligtelse til at informere kunderne.

De passagerer der måtte blive påvirkede af ændringerne i fartplanen, kan vælge enten at ændre reservationen til første ledige afgang med Cimber Sterling eller SAS. Alternativt vil det være muligt at få billetten refunderet.

Foto: Cimber Sterling må reducere trafikprogrammet fra 28. februar og fire uger frem.