Cimber udlejer fly til Senegal

Et ATR42-500 fly fra Cimber Sterling er taget ud af den danske indenrigsproduktion og skal de kommende 6 måneder flyve i Vestafrika for Sénégal Airlines.

I søndags satte et ATR42-500 fly fra Cimber Sterling med registreringen OY-CIJ kurs mod Léopold Sédar Senghor International Airport i Dakar i den vestafrikanske stat Senegal.

Der var ikke tale om en tur/retur flyvning, men i stedet en midlertidig flyudlejning til det relativt nyetablerede Sénégal Airlines.

Flyet var inden den lange tur til det afrikanske kontinent blevet klargjort i Sønderborg Lufthavn og havde fået Sénégal Airlines-logoet malet på siden af den hvide flykrop.

Administrerende direktør Jacob Krogsgaard fra Cimber Sterling bekræfter, at der er tale om en wetlease-kontrakt, hvor Cimber Sterling har det driftsmæssige ansvar for flyet.Aftalen er for minimum seks måneder og kan yderligere forlænges i seks måneder mere.

“Vi leverer besætning til cockpitsamt instruktører til at træne en lokal kabinebesætning,“ fortæller Jacob Krogsgaard.

Flyet skal anvendes på ruterne fra hovedstaden Dakar til De Kapverdiske Øer, Guinea-Bissau og Gambia.

OY-CIJ er en ATR42-500 med plads til 48 passagerer. Flyet havde sin første flyvning den 1. februar 1996 og blev leveret til daværende Cimber Air den 22. marts samme år.

Fra december 2001 til august 2008 har flyet været udlejet til Oman Air og har således tidligere været vant til at operere i områder med ørkensand og ved særdeles høje temperaturer.

Fra januar 2009 til september 2010 var flyet på wetlease-kontrakt hos SAS, men har således de seneste 10 måneder været at finde på de danske indenrigsruter.

Aftaler af denne art har typisk en forudbetaling samt en fast månedlig ydelse. Derfor er deringen tvivl om, at de vestafrikanske penge vil skæppe godt i Cimber Sterlings slunkne pengekasse.

Sénégal Airlines er en del af Groupe Air Sénégal, der blev etableret på resterne af Air Sénégal International, der lukkede i 2009. Den første flyvning hos Sénégal Airlines blev foretaget den 25. januar 2011. Selskabet beskæftiger i forvejen to fly af typen Airbus A320 og flyver indenrigs i Senegal samt på en række regionale ruter til de omkringliggende stater.