Cimber vil øge udenrigstrafikken fra provinslufthavnene

Det jyske erhvervsliv kan glæde sig over den netop offentliggjorte strategiplan fra Cimber Sterling. Det danskbaserede flyselskab vil fremover øge antallet af udenrigsruter fra de jyske lufthavne.

Onsdagens offentliggørelse af en ny strategisk retning for Cimber Sterling bragte godt nyt med til det vestdanske erhvervsliv.

Samtidig med den kommende afvikling af Cimber Sterlings fritidsruter, der har været opereret med Boeing 737-fly, vælger det danskbaserede flyselskab at satse mere på udenrigstrafik fra de jyske lufthavne.

“Vi vil øge antallet af indenrigs- og regionalflyvninger fra provinsen,“ hedder det blandt andet i en meddelelse fra Cimber Sterling.

I det kommende sommertrafikprogram, der indledes søndag den 25. marts 2012, vil Cimber Sterling i første omgang operere 5 ruter fra Billund Lufthavn. Destinationerne er henholdsvis Oslo, Bergen, Stockholm-Arlanda, London-Gatwick og antageligt også München. Fra Aalborg Lufthavn vil Cimber Sterling flyve til Oslo som hidtil.

Nye ruter offentliggøres i januar

Men der er mere på vej. Cimber Sterling afventer, at der kommer nye fly til selskabet, ligesom et udlejet fly vender hjem fra Senegal indenfor få måneder.

“Vi forventer at kunne offentliggøre de sidste regionale ruter i sommertrafikprogrammet i begyndelsen af januar måned,“ siger Jacob Krogsgaard, der er CCO i Cimber Sterling.

Fra hvilke lufthavne og til hvilke destinationer, at den jyske udenrigstrafik skal udvikles er endnu uklart. Fra Billund har lufthavnen et ønske om ruter til eksempelvis Budapest, Birmingham, Zürich, Wien og Warszawa, mens Aalborg Lufthavnhar en Stockholm-rute stående øverst på ønskesedlen.

Men Aarhus Lufthavn er også i spil til nye ruter.

“Vi forventer at kunne tilbyde nye ruter fra Billund, Aalborg og Aarhus til europæiske destinationer på en række middags-rotationer for at optimere vores drift,“ siger Cimber Sterlings CEO, Jan Palmér til CHECK-IN.dk.

Hidtil har Cimber Sterling kun haft indenrigsoperationer fra den østjyske lufthavn, men noget kunne således tyde på, at der kan være regionale udenrigsruter på vej fra Cimber Sterling.

“Det glæder Aarhus Lufthavn, at Cimber vil styrke indsatsen påvore prioriteredeindsatsområder, der er indenrigstrafik og regionale ruter.Vi har ved flere lejligheder over for Cimbers ledelse fremført lufthavnens interesse i at indgå i planerne om de regionale ruter. Det er vores indtryk, at Cimber er lydhør for vores synspunkter, og vi håber, at det på kort eller mellemlangt sigt kan føre til, at selskabet udvider sit engagement iAarhus Lufthavntil også at inkludere regionale ruter,“ siger lufthavnsdirektør Ole Paaske i en kommentar.

Med den nye strategi bliver Cimber Sterling samtidig en klar udfordrer til Sun-Air of Scandinavia på det vestdanske marked.Sun-Air opererer fire regionale ruter fra Billund Lufthavn samt fire ruter fra Aarhus Lufthavn.

Glæde hos rejseindkøberforening

Hos den vestdanske rejseindkøberforening COTRA er der også glæde i forhold til den nye Cimber-strategi.

“Det er positivt, at Cimber Sterling vil satse på at udvikle det jyske marked med flere afgange på indenrigsruterne samt nye regionale udenrigsruter. Det understøtter på udmærket vis behovet hos erhvervslivet i regionen,“ siger afdelingsleder Nomi Kustosz Andersen fra Grundfos, der samtidig er formand for COTRA.

Hun benytter dog også lejligheden til at minde Cimber Sterling om, at selskabets punktlighed og regularitet skal forbedres, således at det kan blive et reelt alternativ for det jyske erhvervsliv.

“Vi har gennem en lang periode oplevet relativt mange forsinkelser og aflysningerhos Cimber Sterling på såvel indenrigsruter samt på de regionale ruter fra Billund. Hvis Cimber Sterling forbedrer sig på dette område, er opbakningen til selskabet bestemt også til stede,“ vurderer COTRA-formanden.