Hillary Clinton opfordrer Barck Obama til ikke at give Norwegian Air International en amerikansk trafiktilladelse. Foto: Gage Skidmore / Wikimedia Commons

Clinton beder Obama afvise Norwegian

USA’s præsident Barack Obama skal ikke give Norwegian en permanent trafiktilladelse. Det mener præsidentkandidat Hillary Clinton, der dermed er enig med sin rival i det demokratiske partis primærvalgkamp.

Jublen var stor hos Norwegian, da det amerikanske transportministerium i april gav det irske datterselskab Norwegian Air International (NAI) en midlertidig tilladelse til at flyve til og fra USA. Dermed håbede Norwegian at man langt om længe havde fået hul igennem den mur af modstand, som blandt andet amerikanske fagforeninger havde stillet op. Nu var det bare en formsag at få den permanente tilladelse.

Den lader imidlertid vente på sig og nu melder en markant stemme sig i koret af de, der ikke mener at Norwegian skal have den permanente tilladelse. Det er den tidligere amerikanske førstedame og udenrigsminister, Hillary Clinton, der i øjeblikket kæmper om at blive det demokratiske partis præsidentkandidat ved valget i USA til november.

Outsource velbetalte jobs
Clinton opfordrer den nuværende demokratiske præsident i USA, Barack Obama, til ikke at give Norwegian den permanente tilladelse.

”Hillary Clinton opfordrer Obama-administrationen til ikke at give den endelige godkendelse af Norwegian Air Internationals ansøgning. Alt for mange spørgsmål er blevet rejst om NAI’s praksis og planer,” siger Hillary Clintons kampagnechef Nikki Budzinski i en erklæring på Clintons kampagneside.

“Arbejdere i USA’s luftfartsindustri fortjener regler, som understøtter en stærk arbejdsstyrke med høje arbejdsstandarder – ikke forsøg fra luftfartsselskaberne til at lade hånt om arbejdstagerrettigheder og outsource velbetalte jobs. Derfor er USA’s Open Skies-aftale med Europa udtrykkeligt opfordrer til at fastholde høje arbejdsstandarder og til at vejlede parterne til at gennemføre dem,” siger Nikki Budzinski.

Krads kritik
Med udmeldingen ligger Clinton sig i slipstrømmen af sin rival Bernie Sanders i kampen om at blive demokraternes præsidentkandidat, som til efteråret skal kæmpe om det amerikanske præsidentembede mod Donald Trump – hvis ellers det republikanske parti accepterer den kontroversielle rigmand, som deres præsidentkandidat. Sanders var for to uger siden ude med krads kritik af Norwegian.

”Norwegian Air Internationals forsøg på at underminere internationale arbejdskraftslove ved at outsource billig arbejdskraft fra Thailand og andre lavtlønslande er uacceptabel. Det amerikanske transportministerium bør ikke belønne dette luftfartsselskab med en tilladelse, der vil gøre det muligt at underbyde de løn- og ansættelsesvilkår, som ansatte har i luftfartsselskaberne her i landet,” lød det i en udtalelse fra Bernie Sanders.

Urimelig konkurrencefordel
At blive inddraget i den amerikanske præsidentvalgkamp er blot det seneste skud på stammen i den langstrakt affære om Norwegian Air Internationals tilladelse. Selskabet har gennem mere end to år kæmpet intenst for at få tilladelsen, så selskabet kan overtage ansvaret for Norwegians langdistanceflyvninger. Nu er aktiviteterne baseret på at Norwegian Air Internationals Boeing 787 Dreamliner-flyet leases ud til det norske selskab Norwegian Air Shuttle, som opererer flyene for Norwegian Air International på en dispensation fra de norske myndigheder.

Stridens kerne er, at Norwegian anvender asiatisk kabinepersonale på mange af flyvningerne mellem Europa og USA. En praksis, som de amerikanske flyselskaber og fagforeninger mener vil kunne underminere det amerikanske luftfartsarbejdsmarked, da det giver Norwegian en i deres øjne urimelig konkurrencefordel.

Skaber hundredtusindvis af arbejdspladser
Norwegian argumenterer på den anden side for, at de har etableret tre amerikanske baser med lokalt ansat kabinepersonale samt flyver tusindvis af turister ind til USA og køber rigtig mange Boeing-fly i USA. Så Norwegians succes er i stor stil til fordel for det amerikanske samfund og de amerikanske arbejdere.

”Norwegian bidrager til at skabe hundredtusindvis af arbejdspladser i USA med nye ruter og turisme, for ikke at nævne vores flyordrer hos Boeing og motorordrer med mere,” pointerede Norwegians kommunikationsdirektør Anne Sissel Skånvik overfor nyhedsbureauet E24 i forbindelse med Sanders’ udmelding for to uger siden.

 

 

Relaterede artikler:

Præsidentkandidat angriber Norwegian

Norwegian får længe ventet USA-tilladelse

Norwegians USA-problemer til debat på topmøde

Kjos inddrager Obama

Norwegian har søgt om tilladelse til at flyve til USA