Continental og United skaber et nyt ‘United Airlines’

‘Let´s Fly Together’ er det nye slogan for United Airlines, der bliver det nye navn på den gigantiske luftfartsfusion, der blev annonceret i går. Med samlet 144 mio. passagerer og 370 destinationer i 59 lande er det nye selskab blandt verdens allerstørste.

Der er virkelig tale om en gigantfusion, når det nye United Continental Holdings Inc., ser dagens lys som moderselskab for de samlede aktiviteter i det nuværende Continental Airlines samt United Airlines, der er datterselskab af UAL Corporation.

Hermed er skabt et af verdens allerstørste luftfartsselskaber, hvor kun Delta Airlines kan konkurrere på størrelsen.

Det nye selskab får hovedsæde i Chicago, men vil stadig bevare væsentlige funktioner i Houston. Tilsammen flyver de to selskaber til 370 destinationer i 59 lande og fremover ønsker man at betjene sig af i alt 10 hubs globalt.

Det bliver de nuværende Continental-hubs i New York, Houston, Cleveland og Guam, mens United Airlines kan tilføre hubs i Los Angeles, San Francisco, Denver, Chicago og Washington DC. Hvor det sidste hub placeres, er endnu ikke kendt.

Begge selskaber komplementerer hinanden særdeles godt med meget få overlap i den nordamerikanske indenrigstrafik. På de interkontinentale ruter er der overhovedet ikke overlap af nogen art. Derfor kunne det tyde på, at det er et perfekt match, hvad angår rutedækningen.

United Airlines var en af grundlæggerne af Star Alliance, hvori Continental blev optaget som medlem sidste år. Derfor kommer det nye United Airlines i højere grad til at dominere Star Alliance angiveligt i tæt samarbejde med Lufthansa.

Tilbage blandt de største amerikanske flyselskaber står nu American Airlines og US Airways med en størrelse, der ikke rigtig kan bruges til noget i forhold til de nye giganter som Delta og United. Isoleret er også Southwest Airlines, men selskabet har sin egen strategi, som verdens største lavprisflyselskab.