CPH kan blive Ryanair-base igen

I dag lukker Ryanair sin base i Københavns Lufthavn. Men CPH kan blive Ryanair-base igen – uden at fagbevægelsen kan stille noget op. Løsningen skal findes i Sydfrankrig.

Når Ryanair-flyet fra Warszawa Modlin sent i aften lander i Københavns Lufthavn, så markerer det lukningen af selskabets base i Københavns Lufthavn efter kun 111 dage. Fra i morgen vil der ikke længere være et Ryanair Boeing 737-800 fly baseret i CPH, ligesom 10 piloter og 20-30 kabineansatte ikke længere vil arbejde ud fra lufthavnen.

Fagbevægelsen har annonceret blokader mod selskabets fly fra på lørdag, hvis ikke det irske lavprisselskab tegner overenskomst for sine ansatte på de danske baser i Billund Lufthavn og Københavns Lufthavn. Blokader, som de har fået Arbejdsrettens ord for, at de lovligt kan etablere. Det har Ryanair reageret på ved at lukke basen i CPH fra i aften. Slut med fly og ansatte baseret i lufthavnen. Ryanair-fly vil stadig flyve ind fra andre baser og betjene selskabets ruter ind og ud af København. Men det er slut med en base.

35 destinationer
Allerede næste forår kan Ryanair dog sandsynligvis være tilbage i Københavns Lufthavn med en hel håndfuld basefly – uden at fagbevægelsen kan stille noget op. Det viser erfaringerne fra Marseille, hvor Ryanair heller ikke officielt har base. Men det har man de facto om sommeren. Hele fire Boeing 737-800 fly er baseret i den sydfranske lufthavn fra marts til oktober – uden det er en base. Det bekræfter Ryanairs kommunikationsafdeling overfor CHECK-IN.dk.

Fra lufthavnen i Marseille flyver Ryanair i den igangværende sommersæson til 35 destinationer over hele Europa og Nordafrika inklusiv fire franske indenrigsdestinationer. Det gør Marseille til en af de lufthavne, som Ryanair har flest ruter fra.

På basen i Marseilles er der kun ansat såkaldte “floating pilots“, der kan sættes ind overalt i rutenetværket, hvor der er behov for det. Det betyder, at piloterne kun er i Marseille i blokke af fem dage med et løntilskud til hoteller og forplejning. De kabineansatte er der også midlertidigt med tilskud til hoteller, dog ofte længere end 5 dage ad gangen, fortæller en kilde med kendskab til setup’et til CHECK-IN.dk.

Ingen baser i Frankrig
Ved at åbne en sommerbase og indlogere personalet på hotel, så får Ryanair den ekstra fleksibilitet, som en base alt andet lige giver, sammenlignet med et set-up, hvor der flyves ind fra andre baser.

Med de fire fly i Marseille kan Ryanair blandt andet flyve til fire andre franske byer, hvor man heller ikke har baser. I det hele taget har Ryanair ikke baser i Frankrig. Og det skyldes faktisk netop Marseille og den base, som Ryanair faktisk havde i lufthavnen fra 2007 til 2010.

En fransk domstol idømte imidlertid Ryanair en bøde på over 60 millioner kroner for at have overtrådt fransk arbejdslovgivning i forbindelsen med ansættelsen af 150 piloter og kabineansatte. Og det gjorde Ryanair så gal på Frankrig, at man i dag ikke har en eneste base i det store land. Man klarer sig med at flyve ind fra baser i andre lande og så med sommerbasen i Marseille, hvor der kun er personale fra andre lande stationeret.

Ny rute til Kaunas
Da Ryanairs topchef, Michael O’Leary, fornylig besøgte København to gange med få dages varsel, gjorde han et stort nummer ud af at sammenligne de ”skøre danske fagforeninger” med ”de skøre franske fagforeninger” samt ”den åndssvage danske model” med ”den åndssvage franske model.

Ruten til Warszawa lukker sammen med basen. Men i morgen tidlig åbner så en ny rute mellem Kaunas og Københavns Lufthavn betjent af et fly med base i Kaunas. Det kommer fremover til København tidligt hver morgen, tager en tur til London Luton og tilbage igen, inden det om formiddagen sætter kursen hjemover mod Kaunas. Ryanairs anden daglige Luton-flyvning vil blive fløjet med fly fra den store Luton-base, mens den daglige Milano Bergamo-rotation vil blive betjent fra Bergamo.

Et Ryanair-fly i Marseille Provence-lufthavnen. Foto: Wikimedia Commons.