DEBAT: Københavns Lufthavn ser frem til i 2018 at tage udvidelser i brug og håber at lavere takster kan skabe vækst hos flyselskaberne og styrke lufthavnens hub-position.
Af Henrik Peter Jørgensen, kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn
2018 bliver et begivenhedsrigt år i Københavns Lufthavn. Tre store udbygningsprojekter bliver taget i brug, og nye ruter åbner. Udviklingen af CPH som hub står centralt i vores arbejde.
Umiddelbart efter nytårsklokkerne ringede 2017 ind for knap et år siden, inviterede vi til lancering af to nye, store byggeprojekter her i Københavns Lufthavn: Vi gik nemlig i gang med at bygge første etape af den nye Finger E og med den store udvidelse af Terminal 2 ud mod flyvepladsen. Efter en intens byggefase kan omfanget af begge projekter nu ses tydeligt. I løbet af 2017 har vi knoklet på for at blive færdige med den store udvidelse af sikkerhedskontrollen, og den bliver indviet i februar 2018. Samtidig er vi gået i gang med at bygge en gangbro fra metrostationen direkte til sikkerhedskontrollen, så de mange rejsende der ikke har noget ærinde nede i gulvplan slipper for at gå derned.
Ud over sikkerhedskontrollen bliver både terminal 2-udvidelsen og metro-gangbroen taget i brug før sommerferien 2018. Første etape af Finger E bliver færdig i 2019. Det er store projekter, der er vigtige byggesten i vores arbejde for at skabe en endnu bedre lufthavn – både for de rejsende og for de mange virksomheder og deres medarbejdere, der arbejder i CPH.
Let og positiv start
Vores mål er altid at give de rejsende en let og positiv start og slutning på ferien eller forretningsrejsen. Det handler både om de fysiske faciliteter, men også om at have et stærkt rutenetværk, så man let kan rejse til hele verden.
I løbet af 2017 er vores rutenetværk blevet styrket, og ser vi frem mod sommerprogrammet for 2018, så er der allerede mange nye ruter på vej. Allerede fra foråret begynder Cathay Pacific at flyve til Hongkong. Det er en rute, som mange danske virksomheder har efterspurgt, og som vi har arbejdet på at realisere i mange år. Vi arbejder hele tiden på at få tiltrukket endnu flere ruter, så Danmark og danske virksomheder bliver endnu bedre forbundet med verden.
Bidrage til vækst
Vi er en hublufthavn, hvor der hver eneste dag er mange tusinde rejsende, der skifter fly. Derfor arbejder vi løbende for at styrke hub-funktionen. Før jul annoncerede vi en reduktion af vores takster, så det fra 1. april bliver billigere for flyselskaber at flyve på CPH. En del af denne reduktion er en særlig lav takst for feedertrafik fra de regionale lufthavne, eksempelvis Bornholm og Bergen, der fremover bliver 35 procent lavere. Vi håber at initiativet kan bidrage til konsolidering og vækst fra flyselskaberne.
Hubfunktionen handler også om at binde Danmark sammen; at have gode indenrigsforbindelser til hele Danmark. Det har vi heldigvis i dag, men der er fortsat mange danskere, der ikke tænker flyet ind i planlægningen, når de skal rejse på tværs af landet. Derfor inviterede vi både indenrigsflyselskaber og de øvrige lufthavne med i en stor markedsføringskampagne, der blev sat i gang i efteråret. Kampagnen skal få indenrigsflyvning ind på lystavlen hos danskerne igen, og derfor fortsætter vi naturligvis kampagnen i det nye år.
Vi har store ambitioner, både på egne og på dansk luftfarts vegne. Vi ved, at luftfarten vokser i de kommende år, og at konkurrencen mellem lande, flyselskaber og lufthavne er benhård. Men vi står godt rustet til at sikre, at Danmark får del i væksten.
Dette indlæg er det femte i en serie af debatindlæg, som CHECK-IN.dk bringer i jule- og nytårsperioden.
Relaterede artikler:
FPU: Kimen til forandring er sået, nu må politikerne komme op i gear
Minister: Et skelsættende år for luftfarten i Danmark