Patricia Vitalis, driftsdirektør i Royal Schiphol Group (t.v) og Christian Poulsen, CEO i Københavns Lufthavn, underskriver aftalen. (Foto: CPH | PR)

CPH og Schiphol indleder et nyt samarbejde

Københavns Lufthavn har indgået et formelt samarbejde med den hollandske Schiphol-lufthavn om at reducere de ultrafine og sundhedsskadelige partikler i luften.

To af Nordeuropas største lufthavne er gået sammen i et samarbejde om at reducere luftforureningen, specielt hvad angår udledningen af ultrafine partikler fra fly.

De to aktører er Københavns Lufthavn og Amsterdam Schiphol Airport, der i forvejen har haft en tæt dialog, der nu bliver formuleret i et samarbejde, som parterne onsdag i denne uge underskrev en intentionsaftale om. 

De to lufthavne ønsker at dele viden og erfaringer og lave fælles undersøgelser. Det skal blandt andet ske gennem arbejdsmøder og workshops, der får deltagelse af relevante specialister på området.

“Sammen vil vi arbejde innovativt og afprøve nye muligheder i kampen mod de ultrafine partikler,” lyder det i en meddelelse fra Københavns Lufthavn.

Aftalen mellem Københavns Lufthavn og Royal Schiphol Group, blev underskrevet af Christian Poulsen, -CEO i den danske hovedstadslufthavn samt Patricia Vitalis, driftsdirektør i Royal Schiphol Group på vegne af Pieter van Oord, der er CEO for den hollandske lufthavnsoperatør.

Vil lære af initiativer fra Schiphol
Københavns Lufthavn kan allerede i dag bryste sig af, at man overholder alle grænseværdierne, der er sat for luftforureningen, men der er ikke for nuværende grænseværdier for de ultrafine partikler, som WHO har fastslået er sundhedsskadelige.

Det hænger sammen med, at der ikke er nok viden om partiklerne, og hvilken indflydelse de kan have på helbredet.

Københavns Lufthavn har allerede igangsat en række initiativer på området, og fra Schiphol kan man konkret høste erfaringer med en teknologi, hvor en kæmpe “støvsuger” skal filtrere partikler ud af luften udenfor.

Også et forsøg med de såkaldte taxibots, der bugserer flyene næsten helt frem til startbanen, inden motorerne startes, vil man kigge nærmere på.

 

Relaterede artikler:

Opbakning fra Dansk Luftfart til CPH i partikelsag (opd.)

SAS og Schiphol med i partnerskab om grøn brint

Schiphol i samarbejde med lufthavne i Norge og Sydkorea