Der var både konger og ministre til stede fra Danmark og Holland, da virksomheder fra begge lande tirsdag underskrev en aftale om at producere og aftage grøn brint.
København var tirsdag vært for “The Dutch-Danish Forum on Hydrogen Cooperation”, hvor der blev underskrevet en deklaration om grøn brint.
Blandt de danske og hollandske virksomheder, der var til stede, var luftfartsindustrien repræsenteret af SAS og Schiphol Group, hvor sidstnævnte driver Schiphol-lufthavnen i Amsterdam.
Netop i Holland er der et stort marked for grøn brint, og Schiphol Lufthavn er en af de mange hollandske virksomheder, der efterspørger brint produceret på vedvarende energikilder til brug for PtX-brændstoffer til flyene.
Til stede på vegne af SAS var selskabets hollandske koncernchef Anko van der Werff, der kunne underskrive deklarationen om partnerskabet.
“Vi er meget glade og stolte over at være en del af dette partnerskab om grøn brint, som bringer os tættere på en bæredygtig fremtid for luftfarten. For at Europa kan nå sine klimamål og styrke energisikkerheden, er det afgørende, at både den offentlige og private sektor samt landene arbejder tæt sammen for at bygge et stærkt marked for grøn brint,” udtaler Anko van der Werff.
SAS ønsker at indtage en proaktiv position
Holland er i dag Europas næststørste marked for brint med et årligt forbrug på 1,3 Mton, og det forventes at blive mere end tredoblet til 4,5 Mton om året i 2050.
Da danske virksomheder kan producere grønt brint, og hollandske virksomheder har brug for grøn brint i store mængder til at reducere klimaaftrykket, signalerer de deltagende virksomheder i partnerskabet, at der hos producenter og aftagere er evne og vilje til at sikre et marked for grønt brint og grønne PtX-brændstoffer.
“SAS er dedikeret til at indtage en proaktiv position i forhold til den bæredygtige omstilling ved at samarbejde med tværnationale industrier for at sikre de nødvendige fremskridt,” lyder det fra det skandinaviske flyselskab, der i dagens anledning fremstod som værende dansk.
Initiativet har fået stor opmærksomhed, og deklarationen blev underskrevet i overværelse af Hans Majestæt Kong Frederik, Hans Majestæt Kong Willem-Alexander af Nederlandene, den danske klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard og den hollandske vicepremierminister og minister for klimapolitik og grøn vækst, Sophie Hermans.
Relaterede artikler:
KLM vil have brintfly i luften i 2026