SAS-fly i Københavns Lufthavn. (Foto: Adrian Westphal | CPH)

CPH: “2021 blev som dag og nat”

I 2021 rejste 9,2 millioner passagerer gennem Københavns Lufthavn, hvilket var en stigning på 22 procent i forhold til 2020. Aalborg var lufthavnens største destination.

Under coronapandemien har det været vigtigt for flyselskaber og lufthavne at holde fast i de positive elementer, der er til at få øje på efter 22 måneders krise, der i særlig grad har ramt luftfarten samt rejse- og oplevelsesindustrien.

Derfor fremhæver Københavns Lufthavn i fremlæggelsen af sidste års passagertal da også en fremgang på 22 procent fra 2020 til 2021 som et af flere lyspunkter. Det samme er tilfældet med den firedobling af passagertallet, der blev registreret fra maj til juli, hvor lufthavnen gik fra 260.000 til 1,2 millioner månedlige rejsende.

Samlet var der 9.179.654 passagerer gennem terminalerne i 2021, men det er stadig næsten 70 procent under 2019-niveauet, hvor 30.256.703 passagerer fløj til, fra eller via CPH. 

God afslutning på året
I løbet af sommeren var der dagligt mellem 40.000 og 50.000 rejsende i lufthavnen på baggrund af, at omkring 120 flyruter var blevet genstartet. De positive takter rakte langt ind i efteråret, og kun fremkomsten af omikronvarianten forhindrede lufthavnen i at komme tættere på 10 millioner passagerer i 2021.

I sidste måned af 2021 var der 1.091.820 rejsende, hvilket var lidt mere end halvdelen af de op imod 2,1 millioner passagerer, der benyttede lufthavnen i julemåneden i 2019.

”I december nåede vi trods omikronvarianten lige knap 1,1 million passagerer – en fin afslutning på et år, hvor især sommeren og efterårsferien forløste det opsparede behov for at flyve ud i verden på ferie og forretning,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, i en kommentar til tallene.

Aalborg øverst på top 10
Noget overraskende blev Aalborg den største destination fra CPH i 2021, da Danmarks største indenrigsrute har oplevet en passagerfremgang i sidste halvdel af 2021 i forhold til året før coronapandemien. I alt 566.393 passagerer rejste frem og tilbage til Aalborg Lufthavn mod 783.057 i 2019.

Herefter fulgte Oslo, Amsterdam, Stockholm og Paris som de følgende destinationer på top 10-listen.

Lufthavnen fremhæver, at spanske destinationer som Málaga og Palma de Mallorca har været populære i 2021, og det samme er tilfældet med Gran Canaria i vintermånederne.

Optimisme for interkontinental trafik
Endelig kom der også i november gang i den interkontinentale trafik igen, da USA åbnede op fulgt af mindre lempelser i restriktionerne hos flere lande i Asien. Det kunne dog alligevel ikke forhindre, at den interkontinentale trafik i 2021 kun landede på 17,7 procent af 2019-niveauet.

Men det lover godt for 2022, fremhæver lufthavnen.

“Ved årets slutning kom der igen gang i de lange rejser ud af Europa til især Thailand og amerikanske storbyer som New York, San Francisco og Chicago. I december var vi på næsten 50 procent af de normale passagertal på den interkontinentale trafik. Det skaber ekstra optimisme,” lyder det fra Peter Krogsgaard.

 

Relaterede artikler: 

CPH-direktør er tilfreds med trafikgenrejsningen

To ud af fem passagerer tilbage i CPH i juli

CPH tabte 50 års trafikfremgang på blot 10 måneder